Lønstrup Café Bio er klar til at tage hul på 2026 med et program, der spænder fra historiske dramaer til musikalske oplevelser.
Biografen, der ligger begravet i et smukt lag sne, byder de kommende uger på en række arrangementer, der kombinerer film, fællesskab og kultur.
På filmprogrammet står det nye amerikanske krigsdrama Nürnberg, instrueret af James Vanderbilt. Filmen, med Russell Crowe og Rami Malek i hovedrollerne, skildrer psykiateren Douglas Kelleys opgave med at vurdere Hermann Görings mentale tilstand under Nürnberg-processen. Dramaet giver et indblik i en af verdenshistoriens mest betydningsfulde retsopgør og rejser spørgsmålet om, hvordan almindelige mennesker kan forføres til ondskab. Nürnberg vises flere aftener i januar og som frokostbio den 15. januar, hvor gæsterne efter filmen kan nyde frokost på Café Slugten.
Musik og fællesskab er også i centrum. Den 31. januar inviterer Café Bio til en særlig aften med koncert og middag under overskriften Bob Dylan på dansk – Musik og mad. Johannes Andersen og The Overheads fortolker Dylan med danske tekster og krydrer musikken med fortællinger om livets store og små spørgsmål. Arrangementet tager afsæt i Andersens bog Bob Dylan – Nærvær og fravær og byder på boeuf bourguignon fra Lønstrup Madhus.
Operaelskere kan se frem til Tjajkovskijs Spar Dame den 25. januar, en intens fortælling om besættelse og griskhed, mens fællesspisning den 26. januar giver mulighed for at mødes over et måltid i hyggelige rammer.
Lønstrup Café Bio drives udelukkende af frivillige kræfter og opfordrer alle til at støtte op om foreningen, der er med til at bevare en vigtig kulturperle i Hjørring Kommune.
Læs mere og find hele programmet her hos Lønstrup Café Bio.


