De senere dages regn kombineret med god og dygtig pleje fra ”kommunens folk” har betydet, at det nye græs på dele af fodboldbanerne ved Park Vendia i Hjørring er godt på vej.
Der måtte helt som forventet nyt græs til de steder, hvor de enorme telte havde fyldt banerne i forbindelse med DM i Skills – danske mesterskaber for dygtige unge i erhvervsuddannelserne.
Nu er de anslået cirka 50.000 gæster til begivenheden for længst draget videre, og snart – uge 30 som altid – indtager flere unge Hjørring-området.
Denne gang er det ungdomsfodboldturneringen Dana Cup, der rundt regnet trækker omkring 30.000 spillere, ledere og pårørende fra hele verden til gode oplevelser i Hjørring og omegn.


