Lørdag den 22. november dannede Hjørring Gymnasium ramme om årets julemarked under overskriften ’En grønnere jul på det gamle gymnasium’. Cirka 1000 besøgende lagde vejen forbi for at opleve en dag fyldt med hygge, musik og grønne idéer.
Gymnasiets festsal summede af liv med cirka 30 boder, der solgte alt fra kunsthåndværk til lokale delikatesser. Rundt omkring på skolen kunne gæsterne opleve musikalske indslag, der satte den perfekte stemning: Luciaoptog, julekoncerter med bigband og strygeorkester samt HPR’s minikor, der sang julen ind. Musikken blev leveret af gymnasiets egne elever, som bidrog til den varme atmosfære.
Jul med omtanke
Det grønne tema var tydeligt i mange af dagens aktiviteter. Elevrådet, der er kåret til Danmarks bedste, forvandlede en slidt lædersofa til flotte nøgleringe, influencer Karoline Dahrling Hughes inspirerede til upcycling af T-shirts, og Repair Café Hjørring hjalp med at give ødelagte ting nyt liv.
Stop Spild Lokalt delte overskudsvarer ud, og Hjørring Kommunes klimakufferter satte fokus på grønne løsninger. Der var også en workshop, hvor elektronikaffald blev lavet til juletræspynt og til- og fra-kort. Elevrådet stod også for et flot modeshow, hvor ansatte på gymnasiet viste, at man kan blive flot klædt på til julens fester i genbrugstøj.
Hygge og sjov for børn
For børnene var der mange sjove aktiviteter, bl.a. aktivitetsbane, kreativt naturværksted, julemandens værksted, kemishow, tegnekonkurrence og bogstavjagt. Julemanden kiggede også forbi og delte økologiske godter ud, og børnene kunne også hilse på gymnasiets nye klimamaskot Grønne Gunner.
Traditionen tro var der både juletombola og gratis julebanko med flotte præmier. Hele dagen var præget af en afslappet og hyggelig stemning, hvor alle generationer kunne være med. ”Vi er utrolig glade for den store opbakning. Det betyder meget for os at skabe en dag, hvor alle kan hygge sig uden at bruge mange penge – og samtidig få inspiration til en grønnere jul,” fortæller arrangør Nina Frølund.
Hun understreger, at arrangementet kun kan lade sig gøre takket være støtte fra Tuborgfondet og det store engagement fra elever og frivillige.
Lokalt fællesskab
Med de cirka 1000 besøgende blev julemarkedet endnu en gang en stor succes, der kombinerede julestemning med grøn samvittighed og stærkt fællesskab. Hjørring Gymnasium har allerede meldt ud, at traditionen fortsætter næste år – til glæde for både klimaet og lokalsamfundet.
Foto: STX.


