Tversted Uggerby Pastorat inviterer til en anderledes moderne gudstjenste søndag den 21. december klokken 14 I Tversted Kirke under navnet “Pop-Messe”.
Det bliver en af pastoratets meget musikalske gudstjenester, hvor der bliver mulighed for at synge med og lytte til syv af december måneds radiohits samt naturligvis Jule-budskabets glade historier.
Til lejligheden spiller det fantastiske jule-orkester blandt meget andet John Lennons ”Happy Xmas” og DR-julekalenderens ”Stjernestøv”.
Orkestret denne herlige søndag i Tversted Kirke er;
John Olsen, sang og guitar
Niels Ole Sørensen, keyboard og kor
Mads Dalum Poulsen, bas og kor
Klaus Menzer, trommer og kor
…samt ikke mindst solosang og julebjælder, Freja Gru.

Disse meget musikalske mennesker optrådte også med stor succes til blandt andet ”Funky Forkyndelse” ved Bådhuset i Tversted i søndag den 3. august.
– Vi skal i den grad spille julen ind på søndag, siger Niels Ole Sørensen, der også er organist ved kirkerne i Tversted og Uggerby samt formand for Tversted JazzyDays.
Arrangementet er også et flot billede på, hvordan Folkekirken i Tversted Uggerby Pastorat danner bro og binder mennesker sammen.
Der er plads til cirka 130 i Tversted Kirke, og de får mulighed for også at smage altervin fra Restaurant Tannishus og nadverbrød fra Tversted Skolekøkken.

Sognepræst Johan Hermann Rump forestår nadveren og uddeling af kristendommens glade julebudskaber båret af lyset, musikken og fællesskabet.



