Januar er ofte en stille måned. Men i Kunstbygningen i Vrå er der liv igen. Projektgruppen HÅB! er klar med årets første koncertoplevelse og inviterer indenfor til en intim koncert, hvor pop og Gen Z-poesi fylder museumsrummet og kan mærkes helt tæt på. Hvis dit nytårsforsæt er at opleve mere kunst og kultur i 2026, inviterer HÅB! til en koncert, hvor musik, ord og rum skaber en fælles og sanselig oplevelse.
Lørdag d. 24.1 – fra kl. 16.30: HÅB! SESSIONS x iomfro
HÅB!s koncertformat, HÅB! SESSIONS, er nemlig klar med endnu en koncert, når den anmelderroste artist iomfro indtager Kunstbygningens vinterudstilling. Den 24. januar vil hun vise, hvad det betyder at have ordet i sin magt midt i museumsrummet. Med lyriske, poesifyldte sange og en nærværende performance forvandles rummet til en sanselig oplevelse, hvor musikken pulserer, og ordene står klart
Bag artistprojektet iomfro står Alma Kjær Agergaard, hvis tekster kredser om de følelser, der følger med at være ung i dag – blandt andet præstationskultur og forelskelse. Hendes debutalbum, Vent Jeg Revner (2023), fik stor anerkendelse blandt anmeldere på Politiken, Kristeligt Dagblad og Information for sine personlige og introspektive tekster.
Siden 2025 har iomfro, sammen med musikerne Anton Grøn og Alfred Lykke samt danser og koreograf Ida Hørlyck, udviklet en performance specifikt til museumsrummet. Performancen tager udgangspunkt i debutalbummet Vent Jeg Revner (2023) og udføres med blandt andet legetøjsklaver, akustisk guitar og rasleæg.
– Vi glæder os til at gå i dialog med værkerne i Kunstbygningen i Vrå og performe mine sange i et rum, der er mættet med sanseindtryk og som har andre potentialer end et klassisk koncertrum, siger iomfro.
HÅB! SESSIONS er en invitation til at opleve udstillingsrummet fulde potentiale. Det er en mulighed for at mærke musikken, ordene og kunsten – og for at starte året med en oplevelse, der sætter sig i én.
OM HÅB!
HÅB! henvender sig til unge mellem 15 og 31 år, hvor de kan være medskabere, deltagere og formidlere af kunst og kultur – på deres egne præmisser. HÅB!s primære formål er at skabe et rum, der engagerer og involverer unge i oplevelser ud over det sædvanlige. Den kommende koncert er endnu en perle i rækken faciliteret af HÅB! og finder sted lørdag d. 24.1
Mere info og links:
– Køb billetter via dette link
– Link til facebook-event for mere info
– Dørene og baren åbner kl. 16.30
– Koncert med iomfro starter kl. 17.00
HÅB! projektet er støttet af Spar Nord Fonden, Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje,
Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, William Demant Fonden og Kulturkanten.



