Den politiske analytiker Søren Wormslev hos TV2 Nord er ikke afvisende overfor Vendelbo-Listens muligheder for repræsentation i Hjørring Kommune. Analysen begrunder han blandt andet med en en henvisning til historiske forhold.
– Da den nuværende Hjørring Kommune blev skabt ud af fire kommuner, havde to af disse – Hirtshals og Løkken-Vrå – en særdeles stærk tradition for lokallister, der begge steder i årtier leverede borgmesteren. Nogle af disse listers frontfigurer prøvede at videreføre traditionen i den nye Hjørring kommune, men har for hvert valg måttet notere tilbagegang i tilslutningen, skriver Søren Wormslev.

Foto: Mick Knive Anderson.
– Ved det første valg i den nye kommune, i 2005, blev Lokallisten med 26,6 procent af stemmerne den stærkeste liste i Hjørrings første byråd (og spidskandidaten, Hirtshals’ mangeårige førstemand Knud Størup, følte sig på valgnatten snydt, da en række politiske partier trods Lokallistens flotte valg gik sammen om at gøre socialdemokraten Finn Olesen til borgmester), lyder ræsonnementet videre hos TV2 Nord.
Da vælgerne i 2021 sidst stemte i Hjørring, fik listen ifølge den politiske analytiker 2,9 procent af stemmerne. Tilbagegangen kan skyldes mange ting: At listens politik ikke har appelleret til tilstrækkeligt mange, eller at der blandt kandidaterne har manglet stærke, kendte navne. Eller noget helt tredje.
– Nu har en ny ikke-partipolitisk liste, Vendelbolisten, set dagens lys i Hjørring. Kandidatlisten tæller foreløbig flere borgere, der flittigt har deltaget i den lokale debat, herunder et enkelt nuværende byrådsmedlem med en fortid i Dansk Folkeparti. Listen synes blandt andet at ville opsamle den modstand, der flere steder i kommunen er mod vindmøller og solfangere, men har også andre programpunkter, konkluderer Søren Wormslev.
Kilde: TV2 Nord.


