Kunstbygningen i Vrås projektgruppe står klar til at byde unge indenfor til to helt særlige decemberoplevelser. Under overskriften HÅB! inviteres unge mellem 15 og 31 år til at være medskabere, deltagere og formidlere af kunst og kultur – på egne præmisser.
Formålet med HÅB! er at skabe et rum, hvor unge kan engagere sig i oplevelser, der rækker ud over det sædvanlige. Projektet har tidligere haft succes med at samle unge om kreative og musikalske aktiviteter, og nu vender det tilbage med to arrangementer torsdag den 11. december og fredag den 12. december.
Fra julefrokost til vintersolhverv
Det første arrangement, “Velkommen Vinter Solhverv – En eftermiddag med kreative Yule-ritualer og vinterhygge”, finder sted torsdag den 11. december fra kl. 16.30 til 19.30 i Kunstbygningen i Vrå. Her kan deltagerne glemme julens neonblink og decemberstress og i stedet dykke ned i de gamle Yule-traditioner. Vintersolhverv markerer lysets langsomme tilbagevenden i årets mørkeste tid, og HÅB! vil skabe en ramme for kreativitet og fællesskab.
På programmet er blandt andet et kreativt langbord, hvor deltagerne kan fremstille deres egen urtefyldte vintereliksir – inspireret af hedenske helbredstraditioner – og pakke julegaver ind med naturmaterialer. Eftermiddagen afsluttes med et fælles måltid som et alternativ til den klassiske julefrokost. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding via mail.
Koncert og show dagen efter
Fredag den 12. december skruer HÅB! op for tempoet med et brag af en koncert og show under konceptet HÅB! SESSIONS. Detaljer om koncerten offentliggøres løbende på projektets Instagram-profil, @haab_kunstbygningenivraa.
Støttet af lokale fonde
HÅB! er støttet af Spar Nord Fonden, Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, William Demant Fonden og Kulturkanten.
For tilmelding og yderligere information henvises til Kunstbygningen i Vrås Facebook-side og mailadressen [email protected].



Link til “Velkommen Vintersolhverv” d. 11.12:
https://fb.me/e/690hR66T8
Link til billetter til koncert med Christian Høgh d. 12.12:
https://billetto.dk/e/hab-sessions-x-christian-hogh-billetter-1758147