Det store problem hos Bunkermuseet er fugt, der opstår, når den varme luft udenfor rammer de kolde vægge nede i bunkerne og danner voldsom kondens, der drypper fra lofterne, og faktisk kan resultere i 1 til 2 cm blank vand på gulvene, der gør, at affugterne kører konstant i et forsøg på at holde fugten nede.
– Så tricket er at holde døre og skydeskår lukkede, så der ikke kommer “falsk” luft ind og så lade affugterne holde de aflukkede bunkere fugtfrie og tørre. Udfordringen er at holde de knapt 80 år gamle jerndøre tætte, da tidens tand gør at de ruster og derved bliver tykkere langs karmen, hvilket resulterer i at dørene ikke lukker tæt, lyder det fra Flemming Hammer, som er formand i Bunkergruppen.
– I Bunker 62 (Radar-bunkeren) kunne den ene store jerndør ikke lukke, og om sommeren var der meget fugt i operations-rummet. Nu blev tyren taget ved hornene, og den knapt 320 kilo tunge jerndør blev for første gang siden maj måned 1944, løftet af sine hængsler og lagt ned på gulvet, hvor bunden blev skåret ren og karmen slebet, samt hængsler og håndtag smurt, uddyber Flemming Hammer.
En fuldtallig BUNKERGRUPPEN HIRTSHALS fik derfor testet både styrke og vilje, da den gamle tyske bunkerdør skulle løftes af og ikke mindst da den skulle løftes på igen!
Begge yderdøre i den gamle Regelbau v-174 kan nu igen lukkes tæt, og Radar-bunker 62 er et skridt videre i projektet med modernisering af el-forbruget.


