Torsdag eftermiddag blev den officielle indvielse af det nye byggeri af 6 boliger ved Havglimt Friplejeboliger på Peder Rimmensgade i Hirtshals foretaget. Byggeriet har stået på gennem et halvt års tid og står nu smukt og indbydende klar til de nye beboere.

Bestyrelsesformand Anne Van Divier rettede i sin indvielsestaletale en stor tak til arkitektfirmaet Kjeld Bjerg, der endnu en gang har stået bag en udvidelse af Havglimt. Entreprenørfirmaet Trigon A/S har haft hovedentreprisen på byggeriet med Anders Brix og Nicolai Suhr som byggeledere. Endvidere en stor tak fra formanden til medarbejderne for ekstraarbejdet i forbindelse med byggeriet samt til beboerne for at have udholdt både røg, støj og møg.


Byrådsmedlem Mette Jensen, Hirtshals foretog indvielsen ved at klippe den røde snor sammen med 2 af hjemmets beboere, Asbjørn og Marcin med ordene ”På Havglimt handler det ikke bare om mursten. Det handler om mennesker med respekt for hinanden og om at skabe et sted, hvor der er plads, støtte og mulighed for at komme videre i livet.”


Målgruppen for Havglimt er nogle af Danmarks mest udsatte mennesker, nemlig mennesker, der har en kronisk psykisk lidelse og/eller er skadet fysisk eller psykisk af et længerevarende misbrug, og som derfor ikke kan klare hverdagen i egen bolig udenfor et beskyttet miljø.

Forstander Finn Bernhard fortæller, at Havglimt nu danner rammen om i alt 28 beboere med særlige behov for støtte i et højt specialiseret tilbud. Alle de 6 nye boliger er udlejet pr. 1. april, hvilket vidner om det store behov for boliger og støtte, der er indenfor målgruppen.

Bestyrelsen bag Havglimt har derfor allerede et nyt udvidelsesprojekt i støbeskeen, idet man har erhvervet en naboejendom, så i løbet af få år kigger man givetvis ind i endnu en udvidelse af Havglimt.


