Af Mikael Justesen
Han duftede af cerut og kunne kun gå ved hjælp af sine stokke. Polio havde taget næsten al styrken i hans ben. Den sad til gengæld i hans hovede.
Hr. Møller var en af de lærere, der stadig sidder på min skulder og hvisker visdom til mig. Selv om det er snart 40 år siden han var min lærer.
Eller – det er faktisk en tilsnigelse, for jeg havde ham ikke til hverken dansk, geografi eller matematik. Jeg havde ham til skak. En gang om ugen var der skoleskak og Hr. Møller var stjernen. Han viste os spillets finesser, taktik og strategi. Prædikede om værdien af overblik, af at iagttage detaljer, af stenansigt, psykologisk indsigt og at veje chancen for succes mod risikoen for fiasko.
Og jeg labbede det i mig. Læste bøger, genspillede store partier hjemme på værelset på mit eget bræt. Og jeg fik en af de allerførste skakcomputere på markedet. Den brugte nemt 20 minutter på at beregne et træk. Det gjorde jeg ikke. Det gik hurtigt.
Alt for hurtigt, mente Hr. Møller. Så han tvang mig til at bruge mere tid på at tænke, inden jeg foretog mit træk. Skakuret skulle tikke i mindst et, to eller nogle gange tre – hvilken pinsel – minutter, inden jeg fik lov at flytte min brik.
Hvilken indsigt – han spottede helt fra start en af mine største svagheder: jeg laver fejl, når jeg er for hurtig. Mit ti-årige jegs tålmodighed passede bedre til bordtennis end skak. Men hvis jeg kunne tøjle min utålmodighed, så gik det helt vildt meget bedre. Faktisk godt, sagt ubeskedent.
Men jeg blev ikke bare en bedre skakspiller af de der tirsdage sammen med Hr. Møller. Han sad der med cerutten i munden, de alt for tynde ben pakket ind under katederet og de to sorte stokke stående klar ved siden af – og lærte mig en af de vigtigste lektier om mig selv. “Det kan godt være du tænker hurtigt, Mikael. Men i skak handler det ikke om at blive først færdig.”
Jeg vil ikke påstå at jeg ganske har lært lektien. Det går stadig for hurtigt af og til. Men jeg tænker hvis ikke dagligt så ugentligt på Hr. Møllers skakur, når det stod dér ved siden af mig og tikkede uendeligt langsomt mens jeg jo for hulen godt vidste hvad jeg ville foretage som næste træk. Så kan jeg høre hans næsten hviskende stemme. “Men du kan jo ligeså godt bruge tiden på noget fornuftigt mens du venter – så kig nu på brættet til tiden er gået og tænk lige een gang til”.
Det tankesæt har reddet mig hundredvis af gange fra at begå små og store fejl. Bestemt ikke alle – uha. Men mange.
Det vil jeg for evigt være Hr. Møller taknemmelig for. Han er næppe til mere – for ellers ville jeg gerne have sagt tak og foræret ham en stor æske cerutter. Og så ville jeg have spillet et parti skak med ham og ventet helt vildt længe mellem hvert træk for at vise ham: Jeg har fattet det du ville lære mig.
Har du også haft sådan en lærer, der stadig sidder og hvisker på din skulder?
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.
Foto: Jan Odgaard.