Allan Olsen spillede torsdag aften den første af to udsolgte koncerter i Musikladen. Den anden spilles fredag aften samme sted, idet arrangørerne er Chelina Bagger og Henrik Konnerup fra Event &Os. Parret står som tidligere omtalt også bag Galleri &Os i Lønstrup.
Lad det da også bare allerede indledningsvis være afsløret, at alle de heldige med billetter til fredagens koncert i dén grad godt kan glæde sig til at få en på opleveren, hvis ellers Allan Olsen holder niveauet fra torsdagens koncert i den store lade, hvor der tidligere blev tørret korn hos Korsvangs i Gl. Vennebjerg.
Netavisens udsendte har adskillige gange tidligere oplevet den frapperende frejdige fyr fra sydbyen i Fresse. Denne aften var det lidt, som da jeg første gang efter coronapandemien hørte Allan Olsen på Nordsøen Oceanarium. Lidt rusten og langsom til en start, som om publikums indstilling til ham lige skulle loddes, men efter et par numre skal jeg da ellers lige love for, at der kom gang i såvel guitarspillet som også den karakteristiske vokal.
Vi fik blandt mange andre kendte numre balladen om koen Rosa. Hun kom for sent til malkning, så nu står hun med yveret spændt og brøler til himlen. Efterladt og yverbetændt. For slet ikke at nævne den sørgmuntre ode til hunden Smutti eller sangen om køreturen med troubadourens mor ud ad Hjørringvej. Mere og mere løssluppen blev han både i sin optræden og med anekdoterne mellem numrene, efterhånden som koncerten skred frem.
“Jeg har alderen med mig – jeg har den lige her
jeg ser så småt konturen af den aller sidste dør
der svæver i sit intet og bag den lukker lyset sit led
musikken spiller videre
spil videre boys når jeg ta’r afsted.”
Allan Olsen har bestemt alderen med sig, men hvor visse andre tynges af den, ser han ud til at lukrere på det levede livs indsigter og erkendelser, der giver fortolkningerne af egne tekster tyngde og musikken sikkert bærende vinger. Han synger og spiller fortsat på hele registeret fra lun ironi til diskret turnerede kærlighedserklæringer over stedernes mening og sit biologiske ophav samt et afklaret syn på livets sidste dør.
Det kræver mandsmod og nosser, hvilket jeg tidligere har rost ham for at have. Han har nemlig nu både alderens tyngde og den fuldt udfoldede musikalitets lethed med sig i alt.
Har man efter sådan en aften fået lyst til en mere prosaisk side af Allan Olsen, så kan jeg igen på det varmeste anbefale de to erindringsbøger Tilfældigt strejfet og Laksetrappen.
Sjældent har jeg læst en mere livsbekræftende selvbiografi. Hatteløft nok en gang for fyren fra Fresse!
Link til tidligere artikel
