Selv om Nørregade i Hirtshals i sommerperioden er omdannet til gågade med tydelig skiltning ved indkørslerne, oplever handelslivet fortsat, at både turister og lokale bilister kører igennem gaden.
Ordningen er ifølge handelschef Per Martensen indført i højsæsonen efter ønske fra langt størstedelen af butikkerne i gaden og med opbakning fra Hirtshals Handel & Erhverv. Formålet er at skabe et mere trygt og attraktivt byrum for de mange besøgende, der færdes i bymidten om sommeren.
Ifølge butiksindehaverne er problemet imidlertid voksende. Trods den tydelige afmærkning overser eller ignorerer en del bilister skiltningen og fortsætter ind i gågaden.
På opfordring fra handelslivet lagde politiet i sidste uge vejen forbi Nørregade for at gøre opmærksom på reglerne. Indsatsen havde en positiv effekt, men ifølge butiksindehaverne viste den sig kun at være kortvarig.
Handelschefen gentager derfor opfordringen til både lokale og turister om at respektere den midlertidige gågade.
– Vi har en klar forventning om, at alle respekterer skiltningen. Gågaden er etableret for at skabe en sikker og hyggelig sommerstemning i bymidten, og det kræver, at bilisterne lader bilen blive uden for området, lyder budskabet fra handelschefen.
Hirtshals Handel & Erhverv håber, at en større opmærksomhed på reglerne vil bidrage til, at både handlende, gæster og byens mange sommerbesøgende 1fremover kan færdes trygt i Nørregade


