Af Hans Wendelboe Bøcher
Horne
Dette er måske nok en anmeldelse af Bhutans første Oscar-nominerede spillefilm, men det er i højere grad min egen, næsten 1:1-fortælling om det at kunne og alligevel ikke turde.
Det er fortællingen om lige dele udlængsel og tryghedsnarkomani, om Ole, der sidder på en knold og synger om livet på den anden side af Atlanten, uden at tænke på det, han forlader, før det er for sendt. Det er en fortælling om chancer og tilfældigheder, men mest af alt: en hyldest til de 1.000+ elever og dejlige kolleger, jeg har mødt og fik lov til at følges med i 10 års liv som lærer.
For, Jeg er lærer; dog ikke for tiden af gavn, men, lærer i hjertet. Det mærkede jeg senest lørdag eftermiddag, da gode venner inviterede i Biffen Art Cinema for at se “Skolen ved verdens ende”.
Handlingen foregår i den fjerne, isolerede landsbyen Lunana, højt i det bhutanske Himalaya, flere dagsvandringer fra elektricitet og internet. Her bliver Ugyen mod sin vilje udstationeret som lærer. Selv drømmer han om en karriere som sanger i Australien.
Modvilligt drager han af sted på den lange rejse, fulgt af yakhyrderne Michen og Singye, der tager imod ham med en begejstring, han ikke kender eller gengælder. Gradvist opdager han landsbyen og naturens værdi og særligt mødet med byens taknemlige børn bliver et vendepunkt for ham. En gang lærer, altid lærer.
Da jeg som søgende 23-årig rejste jorden rundt, besøgte jeg den lille Shree Bachauti Lower Secondary School i jungle-landsbyen Bacchauli i Chitwan i det sydlige Nepal. Det tog to-tre timer at gå dertil gennem junglen – en vag afglans i forhold til Ugyens otte dages trek gennem Himalaya, men alligevel nok til at mærke byens islolation og intensiteten i mødet med det fremmede. Jeg var ungdommelig backpacker, Ugyen var udstationeret, uddannet lærer. Men jeg engagerede og identificerede mig alligevel intenst med Ugyen og genkaldte mig let duften af Himalaya og børnenes overrumplende, afvæbnende, bekræftende, insisterende smil og umiddelbarhed.
Dengang i 1996, overtog jeg for en stund undervisningen i flere af skolens klasser.. Jeg fortalte om Danmark og Europa, om miljø og om genbrug. Men min tolk, Govinda, ville mere. Efter timerne lykkedes det ham at skabe en støttekomite af elever og lærere. Bagefter førte han mig til et cementstøberi nogle kilometer væk, hvor jeg for 1000 rps. (ca. 100 DKK) købte fem cementringe, der skulle fungere som vand- og monsuntætte forbrændingscontainere. Det var handlekraft og begejstring i en stærk maggiterning. I en af ringene ridsede Govinda “Mr. Wendelboe Denmark 1996”.
Oplevelserne på den lille skole i junglen satte dybe spor. Flere måneder senere, på et andet kontinent, fik jeg igen lov at stå bag katederet. Denne gang på Doveton North Primary School i Melbourne, Australien. – Igen mærkede jeg ungernes umiddelbarhed og taknemmelighed. Min skæbne var beseglet: Hvis jeg kan være med til at gøre om end en lille forskel i elevernes liv her, på den anden side af jorden, på for mig et fremmedsprog, så ventede hjemme i Danmark kun lærerseminariet!
Efter min lærereksamen i 2002, fik jeg på et helt tredje kontinent, denne gang det afrikanske, igen lov at stå i et klasselokale uden tavle og projektor, uden fotokopimaskine, men med lerklinede vægge og ørkensand i luften. Horne Efterskoles kulturlinje horneXplorer tog mig og mine elever med til Nigeria, hvor jeg år efter år blev mindet om, hvorfor det var, jeg oprindeligt blev lærer. Det er vigtigt at forme fremtiden. Det er vigtigt at turde pege på veje at gå. Det er vigtigt at være med i børn og unges. Børn og unge er vigtige.
Jeg tror og håber, at mine elever har kunnet mærke gnisten og gløden. Jeg håber, de har taget noget med sig, som de ikke ville have været for uden; præcis som jeg i dag med taknemmelighed og kærlighed tænker tilbage på Frk. Spliid, Tellufsen og Hr. Dueholm, der for 35-40 år siden tålmodigt lærte mig bibelhistorie og regnestykker på Stolpedalsskolen Aalborg.
Og alligevel drømte jeg mig – som Ugyen – videre og væk. Noget trak. Udlængsel og udefinerede drømme om noget andet og mere. Og imens står bederne, som i “Ole sad på en knold og sang”, tilbage og glor …
Men i går, i Biffens mørke, så jeg igen-igen sammenhængen. Jeg – og med mig sandsynligvis mange andre lærere og undervisere – deler skæbne med buthanske Ugyen. Vi er dygtige og dedikerede, men ofte på vej videre, i stedet for at blive og holde fast og høste de nærmeste frugter.
Alle – men mest af alt mine dedikerede lærerkolleger over hele verden – bør se “Skolen ved verdens ende”. Det er en film om mod og dedikation, om taknemmelighed og tillid, men først og fremmest en vigtig hyldest til verdens vigtigste fag: Lærergerningen.
TAK til alle jer, der fortsat underviser.
TAK til jer, der dagligt skaber oplevelser, rum og muligheder, øser af jeres kærlighed og omsorg til børn og unge.
“Skolen ved verdens ende” er en hyldest til jer og en reminder til mig, om hvad det er, jeg engang så …
SKOLEN VED VERDENS ENDE spiller i Biffen i Aalborg til og med onsdag 11. maj 2022.
Yola. Adamawa, Nigeria. 2006-2010. Som lærer på Horne Efterskoles rejse- og kulturlinje horneXplorer, stod jeg i en årrække igen i fjerne klasselokaler, hvor jeg mærkede intensiteten og begejstringen og nærværet; alt det, der oprindeligt ansporede mig til at blive lærer.
Maj 1996. Som i Ugyen i filmen “Skolen ved verdens ende”, da han anden gang kom igennem det høje bjergpas, lagde jeg naturligvis også en sten på stelen i det 5.200 meter høje Gyatsola-pas; som et vidnesbyrd om at man har været der og gerne vil tilbage …
Melbourne, Australia.
Oktober 1996. Som ung gæstelærer fik jeg næsten fuldt skema i en hel uge på Doveton North Primary School i australske Melbourne. Også her mærkede jeg elevernes nysgerrighed og deres samspil med hinanden og mig, som noget af det mest inspirerende og livgivende, jeg nogensinde har prøvet.
December 2020. Selvom jeg i dag ikke fungerer som lærer, mærker jeg flere gange ugentligt savsmuldens duft rykke i næsefløjene. Op mod jul 2020 fik jeg med min yngste søn lov at fortælle om danske juletraditioner, da Winterset Community School District i Iowa kaldte online via Teams.