Der er igangsat ekstraordinære inspektioner af alle fire vindmøller, efter at en vinge på mølle nummer 3 i starten af marts knækkede på Hirtshals Havn. Det oplyser Tom Frandsen fra Hirtshals Havnefond.
Ifølge Tom Frandsen foretager Vestas i øjeblikket udvidede eftersyn af møllerne for at sikre, at der ikke foreligger skjulte fejl. Vindmølle 4, som står længst mod vest ved terminalen hos Fjord Line, er allerede blevet gennemgået og godkendt uden bemærkninger. Den er derfor igen i drift.

Derimod er inspektionerne af mølle 1 og 2 fortsat i gang. Arbejdet bliver i perioder bremset af kraftig vind i området, som gør det vanskeligt at gennemføre visse af de tekniske undersøgelser. Tom Frandsen understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er indikationer på kritiske fejl i de to møller, men at både Vestas og Hirtshals Havnefond tager alle mulige sikkerhedsforanstaltninger ”just in case”.
For den defekte mølle 3 foreligger der endnu ingen tidshorisont for, hvornår den beskadigede vinge, eller eventuelt alle tre vinger, kan blive udskiftet. Erfaringerne peger dog på, at processen kan blive langvarig. Da mølle 4 i 2023 fik udskiftet alle tre vinger, tog arbejdet omkring tre måneder.
Hirtshals Havnefond afventer nu de videre vurderinger og en teknisk afklaring fra Vestas, før der kan tages beslutning om det videre forløb for mølle 3 på Hirtshals Havn.


