Haveselskabet Hjørring inviterer denne solrige lørdag klokken 10-14 til stort og gratis Have- og Plantemarked i de smukke grønne omgivelser i Folkeparken ved Svanelunden i Hjørring.
Folkeparken fyldes med liv, farver og duften af forår, når haveentusiaster, planteglade gæster, familier og andre besøgende mødes til en dag med inspiration, handel og hyggeligt samvær.
Haveselskabet Hjørring skriver:
Kom og mød de mange sælgere og stadeholdere fra nær og fjern, hvor du kan:
– Finde nye planter til haven
– Gøre et godt køb – også af sjældne og spændende sorter
– Få idéer til uderum, bede, krukker og haver
– Opleve havekunst, dekorationer, redskaber og meget mere
– Møde andre med samme interesse for haven
Målet med dagen er at skabe endnu mere haveglæde i lokalområdet og sætte fokus på alt det gode, haven og udelivet kan give os. Haven er ikke kun planter – den er ro, fællesskab, kreativitet og livskvalitet, fortæller Haveselskabet Hjørring.
Derfor ønsker Haveselskabet at samle både unge og ældre, nybegyndere og erfarne, amatører og professionelle i et smukt parkmiljø, hvor man kan dele erfaringer, få ny viden og lade sig inspirere.
Arrangementet er samtidig starten på en tradition, hvor den nyvalgte bestyrelse af Haveselskabet Hjørring har som mål, at skabe et årligt tilbagevendende have- og plantemarked i centrum af Hjørring – et marked hvor man kan finde noget særligt, møde engagerede mennesker og gå hjem med både planter, idéer og ny energi.
Elsker du blomster, planter, haver eller bare hyggelige oplevelser i smukke omgivelser?
Så glæd dig til en hyggelig og inspirerende forårsdag sammen med mange andre i Folkeparken Hjørring. Kom og vær med til en gratis og inspirerende dag i Folkeparken.
Når sulten melder sig, kan du købe pølser med brød, øl og vand samt kaffe, te og kage, og slushice til børnene.
Du kan også prøve lykken i Haveselskabets tombola, hvor der er mange flotte præmier, og samtidig høre mere om de mange fordele ved at være medlem af Haveselskabet.
Tag familie, venner og naboer med. Alle er velkomne!

Om Haveselskabet:
Det Kongelige Danske Haveselskab – i daglig tale Haveselskabet – er en landsdækkende, selvstændig og almennyttig forening med rødder helt tilbage til 1830. Foreningen har omkring 30.000 medlemmer over hele landet, som deler interessen for haven og glæden ved at dyrke, skabe og opleve grønne omgivelser.
Medlemmer modtager blandt andet magasinet Haven, som er Danmarks største havemagasin, og får adgang til arrangementer, inspiration og et stærkt fællesskab.
Haveglæde og forårsstemning indtager snart Folkeparken i Hjørring


