Allerede onsdag fortalte vi historien om indvielsen af havfaldsdispenserne, men her er den vinklet af Havmiljøvogterne.
Det er den 40-årige Patrik Sigwart fra Bad Vibel i den tyske delstat Hessen, der af egen lomme har doneret 24.000 kroner til Søværnets Havmiljøvogterkampagne. Pengene er øremærket til indkøb og opstilling af to dispensere med gratis havfaldsposer på de to populære badestrande, Kjul og Krage, lige uden for Hirtshals.
De to dispensere er netop taget i brug, og indvielsen blev markeret på behørig vis med en festlig event på Krage Strand lige ud for Hotel Fyrklit. Højdepunktet var naturligvis en hilsen via en online-forbindelse fra Patrik Sigwart:
“28.000 frivillige havmiljøvogtere og andre gode mennesker samlede sidste år mere end 500 tons plastik og andet lignende affald fra de danske strande. Det gør en kæmpe forskel for havmiljøet, og jeg er lidt stolt over at have bidraget med et par poser. Men det kan blive endnu bedre, og jeg er meget glad for, at der nu også findes dispensere med havfaldsposer i Hirtshals, sagde Patrik Sigwart.
Der var også en velkomst af Birgitte Søby Vagnholm, ansvarlig for Havmiljøvogterkampagnen, og taler ved Orlogskaptajn Per Ring Henriksen, Søværnet og Havmiljøvogterkampagnen, samt Laila Zielke, der er turistchef for Turisme Hirtshals og byrådsmedlem (S) i Hjørring Kommune. Efter talerne blev scenen overtaget af omkring 50 lokale skoleelever, der tog den nye dispenser i brug og straks gik i gang med at samle havfald på stranden.
Havmiljøvogternes dispensere er specialdesignede stålskabe med gratis havfaldsposer, og effekten af en enkelt dispenser er tidligere blevet undersøgt og dokumenteret flere steder i landet. Resultaterne viser, at opstilling af blot en enkelt dispenser med gratis havfaldsposer i sig selv skaber så meget mere frivillig aktivitet, at der på årsbasis bliver indsamlet godt 5 tons ekstra havfald. Poserne bliver med andre ord brugt så flittigt, at stranden i nærheden af dispenseren bliver 5 tons havfald renere.
Fra hver dispenser blev der i undersøgelserne i gennemsnit taget 8-9 poser om dagen, og da folkene bag forsøget vurderer, at omkring 80 procent af poserne bliver leveret fyldte tilbage med i gennemsnit 2 kg havfald, så betyder det, at der hver dag bliver opsamlet omkring 15 kg ekstra havfald. På årsbasis løber det op i omkring 5 tons for hver dispenser. I Hirtshals bliver det til 10 tons, da byens to badestrande nu har hver sin dispenser.
Patrik Sigwart, der til daglig arbejder som IT-konsulent for et internationalt lægemiddelfirma, har siden barnsben som en fast tradition været på ferie i Danmark, og beslutningen om donationen bygger på to forhold: dels en kærlighed gennem mange år til byen Hirtshals – og dels en beundring af de 28.000 havmiljøvogteres frivillige indsats for at holde de danske strande rene for havfald.
Søværnets Havmiljøvogterkampagne har eksisteret siden 2006. Med over 28.000 frivillige til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af ‘havfald’. Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.