Hjørring Kommune og Vendsyssel har allerede et solidt fundament til at spille en langt større rolle i international transport og logistik. Det vurderer byrådsmedlem Betina D. Jensen (V), efter at hun tirsdag deltog i Morgenklubben hos Erhverv Hjørring, hvor temaet lige præcis var områdets position som Porten til Nordatlanten.
Morgenklubben er et intensivt format, der på bare 90 fokuserede minutter samler erhvervsfolk, politikere og aktører omkring højaktuelle erhvervstemaer i Hjørring Kommune. Ifølge Betina D. Jensen leverede mødet da også et tydeligt billede af, at regionen nordenfjords står stærkere, end mange måske i virkeligheden er klar over.
Hirtshals Havn spiller allerede i dag en central rolle i den sammenhæng. Havnen er som ofte påpeget og fremhævet her på netavisen en af Danmarks vigtigste færgehavne med direkte forbindelser til Norge, Færøerne og Island og fungerer som et knudepunkt for både gods- og passagertransport i Nordatlanten. Samtidig er der ønsker og planer om yderligere udvidelser med nye ruter til blandt andet Skotland, Nordnorge, Baltikum og Tyskland, hvilket kan styrke områdets internationale forbindelser yderligere.
En væsentlig del af udviklingen drives af og gennem Hirtshals Havn, som arbejder målrettet på at samle aktører, skabe nye samarbejder og udvikle forretningsmuligheder inden for transport- og logistiksektoren. Ambitionen er simpelthen at tænke helhedsorienteret og gøre området attraktivt for både nationale og internationale virksomheder.
Også Hirtshals Transport Center (HTC) fremhæves af Betina D. Jensen som en vigtig brik. Centeret rummer faciliteter til logistik og toldhåndtering og muliggør et smidigt flow af varer ind og ud af EU. Samtidig er der fokus på chaufførernes arbejdsvilkår med kontorpladser, servicefaciliteter og adgang til alternative drivmidler som gasanlæg og el-ladestandere til lastbiler.
Effektive og fleksible transportløsninger er kort fortalt afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne, ikke mindst i en tid præget af stigende omkostninger og usikre markeder. På mødet bidrog Freight Solution med indsigter i, hvordan data og analyser af fragtmarkedet kan hjælpe virksomheder med bedre at navigere i netop disse udfordringer.
For byrådsmedlemmet står konklusionen klar, idet fundamentet til et logistisk kraftcenter allerede er på plads i Vendsyssel, men potentialet er endnu større. Hun ser store muligheder for, at Hjørring Kommune og resten af regionen kan styrke deres roller ikke blot nationalt, men også internationalt.
– Vi er allerede Porten til Nordatlanten. Nu handler det om at åbne den endnu mere, lyder det fra Betina D. Jensen, der betegner udviklingen som en kilde til både stolthed og et strategisk erhvervsperspektiv for hele Vendsyssel.
Det synspunkt deles uforbeholdent af direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring, der med egne ord påpeger, at vi står overfor et KÆMPE potentiale her i det nordvestlige Vendsyssel.
– Vi har en god infrastruktur med motorvejen, vi har et godt netværk og samarbejde med Nordjyske Jernbaner A/S, og så har vi en stor havn, der allerede fungerer som Porten til Nordatlanten med færgerne hvor der hvert år kommer 2.4 mio. personer, 750.000 biler og 130.000 lastbiler over kajen, pointerede Michael Vendelbo.


