Af Heidi Taagaard
Næstformand i Løkken-Vrå Skolebestyrelse
Efter dialogmødet med Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, hvor jeg deltog som næstformand i Løkken-Vrå Skolebestyrelse, står det klart, at der igen skal spares store summer i Hjørring Kommune – faktisk over 50 millioner kroner alene på børneområdet.
I de fire år, jeg har siddet i skolebestyrelsen for Løkken-Vrå Skole, har vi ad flere omgange været nødt til at spare. Vi har blandt andet måttet give afkald på lejrskole og skolebod. Vi har ikke haft mulighed for at etablere en skolepatrulje i Løkken, der er få lektioner med tolærerordning, og vi ser flere børn i mistrivsel og med skolevægring.
Tá tålle.
Jeg har læst det netop fremlagte regeringsgrundlag, og jeg mener, at vi skal se, hvad den nye regering kommer med, før der peges på specifikke spareforslag i BFU’s reduktionskatalog. BFU’s reduktionskatalog er nemlig en direkte forringelse af skolerne, børnenes rammer og lærernes vilkår. Vi er i forvejen en af de kommuner, der bruger færrest penge pr. skoleelev, og det skal vi sørge for, at de nye ministre ved.
Så kære Hjørring Kommune: Tá tålle – og send tydelige signaler til den nye regering om, at vi ikke kan spare mere på børnene.


