Det iskolde vintervejr fortsætter med at stramme sit greb om Danmark fredag.
Fra morgenstunden er det særdeles koldt udenfor med temperaturer mellem frysepunktet og 10 graders frost. Koldest har det været i Tylstrup nord for Aalborg, hvor temperaturen har været nede på -10,1 grader som det laveste.
Mange andre steder i landet har temperaturen været nede på mellem fire og syv frostgrader, og kun i den sydøstlige del af landet, hvor luften bliver opvarmet over Østersøen, har temperaturen holdt sig omkring eller lige under frysepunktet natten igennem.
Den kolde østenvind fortsætter med at blæse ind over Danmark hele dagen, og temperaturerne stiger kun lidt i dagens løb. Derfor vil de højeste dagtemperaturer i størstedelen af Danmark befinde sig på mellem to og fem graders frost, mens man netop kan se nålen på termometret passere frysepunktet over Lolland-Falster, Møn og måske også på Als.
I dagens løb tiltager vinden, og det får det til at føles endnu koldere, end hvad termometret viser. Det såkaldte kuldeindeks – den følte temperatur – vil komme ned på 12 til 14 minusgrader, hvor det er koldest. Det vil føles koldest i den nordlige del af Jylland, da temperaturen er lavest her.
Mulighed for snebyger
Fredag morgen falder der også snebyger over den sydøstlige del af landet. Bygerne er dannet over hav og bevæger sig ind over den sydlige del af Sjælland og Lolland-Falster fra øst. Herfra er nogle af bygerne nået til Fyn, hvor der i nat er faldet én til to centimeter sne.
Resten af dagen kan der fortsat komme enkelte byger i de nævnte områder, men der vil sandsynligvis ikke være tale om store mængder. I resten af landet bliver det tørt med mulighed for at se solen i perioder.
Kilde: TV2 Nord i samarbejde med TV2 Vejret.