Mosbjerg blev forvandlet til en sand juleby, da Mosbjerg Friskole og Børnehus slog dørene op til årets store julefest. Med 26 heste i front og lyden af Nisseorkestret blev dagen en uforglemmelig succes for både store og små.

Dagen startede i de stemningsfulde rammer i Mosbjerg Kirke, hvor 4. klasses eleverne opførte et hjertevarmt krybbespil. Kirken var fyldt til bristepunktet, og den helt rette julestemning sænkede sig over forsamlingen, inden formiddagens helt store højdepunkt tog sin begyndelse.

Da kirkeklokkerne ringede ud, ventede et spektakulært syn på parkeringspladsen. Hele 26 heste stod klar til at føre an i det traditionsrige optog ned mod skolen. Det var et imponerende syn at se de mange ryttere og heste, der sammen med en lang række gående børn og voksne dannede et kæmpe optog gennem byen.


Stemningen blev løftet yderligere af Nisseorkestret, der med deres julemusik sørgede for, at ingen kunne være i tvivl om, at julefesten var i gang. Det var tydeligt, at fællesskabet i Mosbjerg lever i bedste velgående, her var plads til alle, uanset om man kom fra TMI, Rytterlauget, Soldalens Rideklub eller blot var nabo til skolen.


Efter den friske gåtur rykkede festlighederne ind i varmen på friskolen. Her summede det af liv i de forskellige juleværksteder. Duften af gran og friskbagte småkager bredte sig hurtigt, mens der blev klippet, klistret og kreeret de flotteste juledekorationer.



– Det er fantastisk at se, hvordan byen bakker op. Julefesten er for alle, gamle som unge, og det lykkedes det i den grad med at vise i dag, lød det fra skoleleder Mette Møller Nielsen.

Sulten blev stillet ved middagstid, hvor skolen bød på gratis suppe og flutes til alle. Eftermiddagen bød på endnu mere hygge med kaffe og æbleskiver, mens skolens elever imponerede med en flot julekoncert.

Ingen julefest uden hovedpersonen selv. Julemanden lagde vejen forbi til stor begejstring for de mindste. Da alle børnene havde været søde, blev der delt slikposer ud med rund hånd, inden festen sluttede.

Julefesten 2025 på Mosbjerg Friskole vil blive husket som en dag, hvor heste, musik og et stærkt lokalt fællesskab gik op i en højere enhed.


