Det går rigtig godt med tilmeldinger til veterantræffet i Hirtshals. Handelsstandsforeningen har allerede flere end et halvt hundrede tilmeldte køretøjer, forlyder det fra Tommy Høj hos Hirtshals Handel & Erhverv.
– Så der er ingen tvivl om, at vi er på vej mod en gedigen succes, hvis ellers vejret er med os. Udover de mange køretøjer er der også musikalsk underholdning og et stort gratis sildebord, så det er absolut for hele familien, siger Tommy Høj.
– For dem, der er mere til hestekræfter end gammelt metal, har vi lavet en ekstra godbid. Vi har nemlig fået Team Steen Drag Racing til at komme og udstille deres bil. Det er en Pontiac Firebird fra 1988, så i princippet kunne man godt kalde den veteranbil, men det vil ejer Dennis Steen nok være ked af, uddyber Tommy Høj.
Bilen har 1000 hestekræfter og kan klare en kvart mile på 5,14 sekunder med en slutfart på 235 km/t. Den kommer ikke til at køre op og ned ad Nørregade på dagen, men ejeren har lovet at starte den op, så man kan høre, hvordan de mange hestekræfter lyder.
Man kan læse mere om træffet på www.hirtshals-veteran.dk, hvor man også kan tilmelde sit køretøj.
Foto: Thyregod’s Foto.