Hirseriet Café og Madsted er en sommercafé som kører fra juni til september og drives af lokale Hirse Christensen fra Bindslev, som efter endt uddannelse som fødevareteknolog er vendt hjem for at drive en café, hvor det emmer af sommerstemning.
Her serveres lækre, lette salater, paninis og kager med særligt fokus på lokale råvarer. Til maden kan serveres hjemmelavet kaffe, limonade, udvalgte sommervine og specialøl. Caféen er åben tirsdag-søndag fra 10-17, og derudover vil der på udvalgte aftener i løbet af sommeren blive tændt op i grillen, hængt lyskæder i haven og inviteret til sommeraftenener med et lille tvist. Det kan være alt fra ”sang og sangria”, ”ølsmagning med grillmad”, ”vin-battle” til ”bajer og banko”.
Dagens reception var velbesøgt, og gæsterne fra nær og fjern blev trakteret med lækre hjemmelavede snacks, kager og drikkevarer samt musikalske indslag ved Anne Møller, som ud over at være kendt fra X-factor også er kusine til Hirse.
Hirseriet kan findes på Facebook og Instagram, samt på hjemmesiden www.hirseriet.dk.
Foto: Britt Mejer Christensen.