Efter Hirtshals Fiskefestival 2025 arbejder arrangørerne bag det store event målrettet på at forbedre gæsteoplevelsen, når næste udgave af løber af stablen fra 30. juli til 1. august 2026. Festivalen har erkendt, at den seneste udgave blev præget af for mange boder med samme tilbud, hvilket flere besøgende bemærkede.
I 2025 opstod der nemlig en situation, hvor fire boder serverede fiskefrikadeller, hvilket var et resultat af, at flere deltagere ønskede at give publikum ekstra smagsprøver ud over de retter, der oprindeligt var aftalt. Den gode intention førte til, at festivalen siden er blevet omtalt som ”fiskefrikadellefestivalen”, og arrangørerne betegner selv oplevelsen som en lærerig misforståelse, der ikke skal gentage sig. Hvilket i øvrigt ikke har noget at gøre med den vellykkede og populære Fiskefrikadellefejde, som i 2025 blev vundet af Søren Larsen Grønby.

Forberedelserne til 2026-festivalen er da også allerede i gang, og ambitionen er at levere en mere helstøbt og varieret præsentation af fisk og skaldyr. Festivalledelsen ønsker fortsat at holde et højt niveau, men vil denne gang sikre, at de kreative idéer ikke fører til overlap i udbuddet i boderne. I stedet skal den enkelte bod have mulighed for at vise, hvad virksomheder, organisationer og foreninger hver især kan bidrage med, fra råvarer til gastronomi og formidling.

I tiden op til sommerens festival vil arrangørerne desuden indføre en ny praksis inspireret af større musikfestivaler. Ligesom musikprogrammer bliver offentliggjort løbende før festivaler som Smukfest, Nibefestival og Musik Under Trappen, vil Hirtshals Fiskefestival præsentere årets boder én for én i ugerne op til arrangementet. Samtidig vil festivalen dele både små og store nyheder om forberedelserne, så publikum kan følge med og få indblik i arbejdet bag kulisserne.
Målet for 2026 udgaven er dermed, at alle gæster forlader Hirtshals med en god og helstøbt oplevelse og altså uden risiko for at støde på fire udgaver af den samme ret.


