Her på bagkant af Naturmødet 2025 opfordres gæsterne til at give deres mening til kende i et digitalt skema, som man finder her i dette Evalueringsskema.
Netavisens udsendte tog til gengæld fat i Tommy Høj, som dels selv er forretningsdrivende med Høj Data i Nørregade og formand for Hirtshals Handel & Erhverv (HHE).
Som erhvervsdrivende med butik mærker han ikke det store positive udsving i omsætningen, hvilket han til gengæld gør under det store Veterantræf og Hirtshals Fiskefestival.

– Ved de to lokalt arrangerede events trækker vi jo også folk ind og holder dem i midtbyen, mens det forholder sig anderledes med Naturmødet, som efter de første års forsøg med stande i Nørregade nu mest foregår på havnen og Kystvejen, siger Tommy Høj.
Naturmødets beslutning om at trække eventen længere ned mod havnen og ud på Vestkajen skyldes imidlertid ikke uoverensstemmelser med HHE. Det drejer sig om myndighedernes krav. Formanden er da også overordnet set og på byens vegne utrolig glad for Naturmødet.

Tommy Højs oplevelsen bekræftes af Poul Nimand hos Ostemanden. Heller ikke han mærker meget til Naturmødet. Ikke desto mindre bemærker også han de afledte og positive konsekvenser af værtsskabet for så stor en event, hvor byens gæster får gode oplevelser, der spreder sig som gode vibrationer og ringe i vandet.
Der er dog også de medlemmer af HHE, der tydeligt mærker en positiv forskel, hvilket blandt andet gælder restauratør Christoffer Ramberg hos Lilleheden Café og Restaurant.

– Det er rigtig godt for os, men naturligvis har vejret i år været lidt af en bet, hvor vi især om torsdagen var ramt af blæst og regn, siger restauratøren med en af byens bedste udsigter og god plads til udeservering.

På den anden side af Den Grønne Plads mærkede Per Windahl Jensen især fredag aften efter koncerten med Michelsen & Bramsen det helt store rykind på Hirtshals Kro og Restaurant.
Hvad der måtte have været af kritiske lokale røster de første år med Naturmødet, lyder stort set til at være forstummet i Hirtshals. Hvis altså ikke lige det havde været for miljøminister Magnus Heunicke.
Heunickes optræden på slap musikalsk line er imidlertid en helt anden historie.
Under alle omstændigheder bifald og ros hele vejen rundt til Naturmødet.
Diskussionen om post