Havnen har allerede med den seneste landudvidelse forøget arealet betragteligt, men der er ifølge den foreliggende masterplan brug for endnu en udvidelse, som ud over mere sikre anløb for endnu større skibe blandt andet også kan indebære rejsningen af 200 meter høje vindmøller, når hele projektet er gennemført i 2030.
– I byrådet taler flere og flere for placering af vindmøller langs motorveje, til havs eller på Hirtshals Havn. Måske kan en del af finansieringen til en kommende havneudvidelse mod nord komme fra vindmøller på op til 200 meter. Enten placeret på kajen eller stående ude i havet, siger borgmester Arne Boelt (S), som er næstformand i havnens bestyrelse, til Nordjyske Stiftstidende.
Den fremtidige udvidelse på 400.000 kvadratmeter landareal med mulig rejsning af 200 meter høje møller, hvor de nuværende er 150 meter, bliver sandsynligvis ud i havet mod nord, som det ses ovenfor, hvilket angiveligt vil være det letteste teknisk set, men der er endnu ingen garanti for, at kommunen og havnen får grønt lys fra Trafikministeriet eller Miljøministeriet. Ligesom en del protester fra forskellige interessenter formentlig må forventes.
Borgmesteren understreger da også overfor Nordjyske Stiftstidende, at planerne endnu er langt fra overhovedet at blive sendt i høring, men at mulighederne allerede nu overvejes, hvilket altså også forlængst er fremgået af Masterplan 2030.
Fakta om Hirtshals Havns Masterplan 2030
“Masterplan 2030” er planen for udviklingen af Hirtshals Havns fysiske rammer frem til 2030.
“Masterplan 2030” er på en gang det uforanderlige fundament som havnen og brugerne kan forholde sig til.
Samtidig er “Masterplan 2030” en dynamisk plan der følger med tiden, og som til enhver tid har hold i den udvikling som brugerne og havnen kan se for fremtiden.
“Masterplan 2030” er i sin grundform udtryk for den robusthed i planlægningen som skal give brugere og havn tillid til at kunne planlægge fremtidens aktiviteter og udvikling.
Samtidig skal dynamikken komme til udtryk i, at planen har hold i virkeligheden og skal derfor holdes op mod den, prøves, evalueres og prioriteres.
“Masterplan 2030” skal evalueres en gang årligt af både Hirtshals Havns bestyrelse og på den årligt tilbagevendende rundbordskonference. Rundbordkonferencen sammensættes af de organisationer og virksomheder, der har deltaget i udviklingen af planen.
Læs den her: Hirtshals Havns Masterplan 2030.