Landet over er der i dag blevet slået katten af tønden i alverdens fantasifulde udklædninger, men på havnen i Hirtshals er fastelavnsfejringen en smule anderledes, fastslår TV2 Nord.
For selvom dragterne til forveksling kunne minde lidt om udklædning, så er det alligevel med en snert af alvor, når de hvert år bliver luftet i februar.
– Traditionen har eksisteret siden overlevelsesdragter blev obligatoriske på fiskekuttere, og formålet med arrangementet er at give fiskere og redningsmænd mulighed for at teste og vise effektiviteten af deres overlevelsesdragter i det kolde vand, siger Henrik Ledet fra Hirtshals Redningsstation til TV2 Nord.
I 30 år har fiskere og redningsfolk holdt fast i den alternative fastelavnsejring, hvor de slår til tønden i havnebassinet. Der er også plads til frivillige, og den chance benyttede 15-årige Frederik sig af i år.
– Jeg har været nede at se det de fleste år, og så tænkte jeg, at jeg gerne ville være med. Det fik jeg lov til, siger Frederik Larsen.
Han er hoppet i den neongule overlevelsesdragt, som Kystredningstjenesten bruger.
– Jeg tror, det bliver lidt udfordrende, for man kan ikke slå så hårdt til tønden her.
Hør hele snakken med Henrik Ledet hos kilden her på TV2 Nord.