Historisk Samfund har åbnet et bogudsalg i Stokbrogade 5 i Hjørring med spændende lokalhistoriske bøger, der spænder over en periode på mere end 100 år.
Det er de meget populære Vendsyssel Årbøger fra 1915 – 2023 samt “Barn af Vendsyssel”, “Fra Egnens Fortid fra Hirtshals Kommune” og lokalhistoriske bøger af postmester C. Klitgaard.
Knud Møller Andersen står for udsalget, der er åbent efter behov. Knud Møller Andersen kan kontaktes på telefon 29 72 05 09 og på mail: knudma1@gmail.com.
Bogudsalget er åbent for alle uanset medlemskab af Historisk Samfund, og de mange forskellige lokalhistoriske bøger kan købes til rimelige priser. Der er både nye og pæne, brugte ældre bøger til salg samt et 100-års register.
Knud Møller Andersen fortæller gerne om Historisk Samfund og kan tegne medlemskab til interesserede. Det koster kun 150 kroner årligt og indbefatter Årbogen, der leveres fragtfrit til bopæl i Vendsyssel. Ved indmeldelsen er der også en bonus på 3 ældre årbøger uden beregning.
Historisk Samfund for Vendsyssel blev stiftet i 1915 og har flere end 3.000 medlemmer. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og øge interessen for landsdelens historie og folkeminder. Hvert år i august afholdes der generalforsamling sammen med en udflugt til en interessant lokalitet i Vendsyssel, og hvert andet år arrangeres der en kulturrejse over flere dage. I år går turen til Langeland, Lolland-Falster og Møn fra den 29. august til 1. september.