Det kan være svært at forstå, at der nu er krig i Europa. I Folkekirkens Nødhjælp følger de udviklingen fra minut til minut for at sikre, at de hjælper der, hvor nøden er størst.
I første omgang sætter de alle nødvendige midler ind for at hjælpe mennesker på flugt i Ukraine, men behovet for hjælp stiger i takt med, at russerne invaderer flere ukrainske byer og sender mennesker på flugt som internt fordrevne.
Det er i disse dage, at ukrainerne har brug for hjælp fra deres medmennesker. Det er lige nu, at vi som verdenssamfund ikke må svigte uskyldige mennesker, der er ofre for en meningsløs krig.
Mange har i al hast forladt deres hjem med kun de mest nødvendige ejendele. De er på flugt fra bomber, mens de leder efter et sikkert sted at overnatte.
Der er brug for mad, husly og medicin til mennesker, der for få dage siden levede et fredeligt liv. Mennesker, der lige nu har brug for de mest basale ting for at overleve.
Situationen er livsfarlig og uholdbar.