Hvis du kæmper med et handicap, psykisk sygdom eller måske misbrugsproblemer, så er din livskvalitet helt afhængig af, hvilken kommune du bor i. Det viser en ny opgørelse af de kommunale nøgletal.
I Nordjylland bruger Hjørring Kommune over 15.100 kroner per borger mellem 0 og 66 år på det specialiserede socialområde, mens Rebild Kommune bruger lidt over 8.700 kroner per borger.
Klik på linket her og se, hvordan udgifterne til det specialiserede socialområde er i din kommune.
Fire kommuner i regionen sænker udgifterne i perioden 2018-2021, den største reduktion står Jammerbugt Kommune for med ca. 680 kroner per borger. Modsat har Brønderslev Kommune øget udgiften med ca. 1.500 kr.
”Det er fuldkommen uacceptabelt, at hjælpen til de mest udsatte borgere skal være afhængig af, hvor de er så heldige eller uheldige at bo, vi har brug for at kommunerne tager ansvar for det her område, og lever op til nogle ordentlige standarder,” siger Torben Klitmøller Hollmann, sektormand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Det specialiserede socialområde omfatter psykiatri, handicap – og udsatteområdet. Det er de allersvageste blandt borgerne. Det er udsatte børn og unge, borgere med handicap og psykiske lidelser. Det er hjemløse og mennesker med misbrugsproblemer.
Udgifterne til det specialiserede socialområde i kommunerne er vokset omkring 800 millioner kroner om året de seneste år, samlet set. Men udviklingen fordeler sig skævt. Ser man på udgiften per borger, stiger den i 63 kommuner i perioden 2018 til 2021. I 28 kommuner falder udgifterne per borger. Dvs. de 800 millioner kroner ekstra om året end ikke er nok til at fastholde niveauet i tre ud af ti kommuner.
”Vi oplever desværre løbende en stor stigning i borgere, der har brug for hjælp – derfor bliver de ressourcer, der trods alt bliver tilført, smurt tyndere ud på dem der skal have hjælp. Vi må som minimum kræve at støtten følger med behovet,” siger Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA.
Der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger per borger. 28 kommuner bruger under 10.000 kroner per borger og 7 bruger over 15.000 kroner per borger. På landsplan er det Dragør kommune, der ligger absolut i bund med hensyn til udgifter per borger på det specialiserede socialområde med 7.480 kroner per borger i 2021, mens Lolland som højdespringer budgetterer med at bruge 22.370 kroner per borger.