Mandag den 22. november kl. 19 besøger mentaltræner Jørgen Svenstrup Hjørring Bibliotek med sit foredrag ”Nøglen til din hjerne”.
Jørgen Svenstrup har skrevet et par bøger om emnet, og hans tilgang er, at mentaltræning burde være lige så udbredt som fysisk styrketræning. Han vil fortælle om hjernens potentiale og om, hvordan mentaltræning kan hjælpe os til at performe godt og hensigtsmæssigt i hverdagen og i fremtiden.
Bogcafé og fokus på børns hjerner
Hjernen spiller også ind i et par af de næste arrangementer på Hjørring Bibliotek. Torsdag den 25. november kl. 16 er der bogcafé om hjernen, hvor bibliotekarerne Kirsten Gundersen, Bo Gerner Nielsen og Frederik Christian Nielsen præsenterer både skønlitteratur og faglitteratur, der handler om hjernen. Bl.a. skal vi høre om ungdomsbogen ”Dagbog til min hjerne”, romanen ”Kvinden der samlede verden” og antologien ”Den kriminelle hjerne”.
Torsdag den 2. december gør sociolog Anette Prehn os klogere på, hvordan børns hjerner fungerer – og hvordan voksnes viden om det kan gøre dem bedre til at forstå og motivere deres børn i hverdagen. Anette Prehn har udgivet en lang række bøger om hjernen og holder hvert år mange foredrag om hjerneforskningens relevans for vores hverdag. Foredraget den 2. december kl. 19 finder sted på Hjørring Bibliotek og arrangeres i samarbejde med FOF Hjørring. Billetter til foredrag og bogcafé kan købes/reserveres på hjbib.dk.
Efter jul byder Hjørring Bibliotekerne på flere foredrag om hjernen – bl.a. om demens – samt en udstilling med hjernen i centrum.