Af Thomas Storm
Dansk Folkeparti
Kandidat til kommunal- og regionalvalget 2025
Jeg skrev for nylig en artikel med overskriften “Hjørring er kedelig!” Den satte gang i debat, og jeg blev efterfølgende inviteret til et møde med direktøren for EUC Nord. For det er tydeligt, at spørgsmålet om uddannelser og unges muligheder i vores kommune rører mange, og det er jeg taknemmelig for.
I mit oprindelige indlæg var jeg hård i min kritik. Jeg skrev blandt andet, at uddannelsesinstitutionerne “ikke tænker længere end til deres pengepung.” Efter mødet med EUC Nord må jeg nu erkende, at virkeligheden er mere nuanceret. Her i Hjørring har vi faktisk en institution, der arbejder for at udbyde så mange muligheder som muligt, også selvom det ikke giver det største økonomiske overskud. Det har jeg stor respekt for.
Men problemet står stadig tilbage: vores unge flytter væk, fordi uddannelsesmulighederne ikke rækker langt nok. Og her er vi nødt til at rette blikket mod de strukturer, der former hele uddannelsessystemet.
Uddannelser bliver som regel placeret dér, hvor der er størst efterspørgsel, så de kan bæres fagligt og økonomisk. Det giver mening, men det betyder også, at kommuner som Hjørring mister unge, fordi mulighederne koncentreres i de større byer sydpå. Derfor skal vi arbejde for fleksible løsninger: dele af uddannelser, videreuddannelsesforløb og samarbejder, der kan give unge flere chancer for at blive boende.
Hvis vi vil fastholde unge i vores kommune, skal vi arbejde på to fronter:
Uddannelserne
Styrke erhvervsuddannelserne, hvor Hjørring allerede står stærkt.
Opbygge et stærkt samarbejde med UCN og presse på for, at AAU tør tænke regionalt, så vi kan få dele af de videregående uddannelser længere nordpå.
Byen
Udvikle flere fritidstilbud.
Bedre infrastruktur som cykelstier og offentlig transport.
Udnytte kulturarven, som f.eks. den gamle arrest, til at skabe liv.
Jeg tror stadig på, at Hjørring kan blive alt andet end kedelig. Men det kræver, at vi står sammen og tør udfordre et system, der alt for længe har centraliseret mulighederne væk fra os.


