Efter et valg med markante tilbagegange på tværs af Nordjylland står én ting klar, når man læser Søren Wormslevs analyse hos TV2 Nord.
Socialdemokratiet er ikke længere dominerende i regionens traditionelle kerneområder, bortset fra i Hjørring, hvor folketingskandidaten hed Thomas Klimek. Kredsen er nu den stærkeste socialdemokratiske bastion i Nordjylland og oven i købet med den lokale kandidat valgt med 5. flest stemmer i storkredsen. Mere om det senere.
Hvor partiet i 2022 stod historisk stærkt i Frederikshavn, styrtdykkede opbakningen her fra 39,1 til 29,1 procent. Uden den mangeårige lokale profil, Bjarne Laustsen, på stemmesedlen mistede Socialdemokratiet sin tidligere højborg.
Dermed overhaler Hjørring nu Frederikshavn og ligger efter dette valg øverst med 30,5 procent, på trods af en tilbagegang på 4,7 procentpoint. Det gør Hjørring til det eneste sted i Nordjylland, hvor Socialdemokratiet fortsat ligger over 30 procent af stemmerne. Selv i Aalborg Øst, hvor Mette Frederiksen kandiderer, gik partiet markant tilbage og endte på 28,2 procent.
Mens andre partier enten går frem eller tilbage med store geografiske forskelle, viser valget, at Socialdemokratiets nordjyske styrkeposition nu samler sig i Hjørring.


