Lige nu har medlemmerne af byens ældste fotoklub, Hjørring Fotoklub, travlt med at klargøre en stor udstilling på Hjørring Bibliotek. Der er gratis adgang til udstillingen, fra mandag den 20. april og kan ses til og med lørdag den 16. maj i bibliotekets åbningstid.

Klubbens medlemmer har gjort sig store anstrengelser for at udvælge et repræsentativt antal billeder, der viser alsidigheden inden for fotografiets store spektrum.

Hjørring Fotoklub er en forening for fritidsfotografer. Den blev stiftet i november 1973 og fylder således snart 53 år.

Klubbens formål er at styrke interessen for arbejdet med fotografiet og beslægtede opgaver samt at give medlemmerne mulighed for at mødes og udveksle erfaringer. Hjørring Fotoklub er godkendt som folkeoplysende forening og har faciliteter på Tårs Skole med faste ugentlige klubaften torsdage fra klokken 19.30 til cirka 23.00.

Klubbens aktiviteter annonceres i program til klubbens medlemmer samt på hjemmesiden https://hjfotoklub.dk/ og på Facebook. Programmet er meget omfattende og viser klubbens alsidighed. Aktiviteterne omfatter blandt andet billedkritik, fotokonkurrencer, fototure, gæster, atelierfotografering, bygningsfotografering, teknikaftener med fokus på digitale kameraer og/eller billedbehandlingsprogrammer og meget mere.

Hjørring Fotoklub har gennem årene haft et stabilt antal medlemmer og har fulgt udviklingen fra den gammeldags analoge fotografering med film i kameraet og fremkaldelse i mørkekammer til digital fotografering og billedbehandling.

Klubben samarbejder også med Hjørring Kommune, Vendsyssel Historiske Museum, Rotary og andre, når der er begivenheder, der er vigtige at dokumentere for eftertiden. Her kan nævnes: Hjørrings 750 års Købstadsjubilæum i 1993 inkl. bogudgivelse, Hjørrings indvielse af motorvej E39, ombygningen af Bechs Klædefabrik til Vendsyssel Kunstmuseum, projekt ”Glemmer du – så husker jeg” i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum og Rotary og flytning af Rubjerg Knude Fyr i samarbejde med Hjørring Kommune.

Arbejdet med at dokumentere livet i Hjørring og omegn fortsætter med uformindsket styrke. Nyeste opgaver for Hjørring Kommune er at dokumentere Naturmødet i Hirtshals fra den 28. til 30. maj.

– Er du vild med at fotografere, og mangler du nogen at dele interessen med? Så behøver du ikke lede længere. I Hjørring Fotoklub værner vi om fællesskabet, og mødes derfor allerede klokken 19.30 til en hyggesnak inden klubstart klokken 20.00, hver torsdag undtagen i skolernes ferieperioder og på helligdage. Du er velkommen til at kigge forbi til en klubaften og få en snak med klubbens medlemmer, fortæller klubbens formand, Morten Mejlvang.


