Hjørring havde allerede en dam der blev brugt til skøjteløb om vinteren, nemlig Svanedammen. Problemet var bare, at det kun var nogle af byens børn, der kunne løbe på skøjter her. Man skulle nemlig være medlem af Hjørring Skøjteløberklub for at have ret til denne fornøjelse.

Svanedammen var godt nok kommunal, men byrådet havde udlejet brugsretten til den om vinteren til Hjørring Skøjteløberklub for 50 kr. årligt. Kun medlemmer af klubben havde derfor adgang til isen. Sådan havde det været siden Svanedammen blev anlagt i 1884.

Det var bestemt ikke alle byens børn, der havde mulighed for at være medlem af en skøjteløberklub, eller nogen anden klub for den sags skyld. Mange familier levede under meget strenge økonomiske kår, hvor hver eneste øre gik til de mest basale livsfornødenheder, mad, tøj osv. For børn af disse familier var det utopi at blive medlem af en skøjteløberklub. De var derfor henvist til frosne vandpytter eller til Aastrup Mølledam uden for byen, hvis de ville løbe på skøjter – eller ”glide på isen”, for kun de færreste havde adgang til rigtige skøjter.

Med beslutningen om at anlægge en offentlig skøjtebane i det planlagte nye parkanlæg uden for byen, så man fra byrådets side en mulighed for at dæmme op for den utilfredshed der var begyndt at vise sig omkring de eksisterende forhold. Og den nye dam blev da også taget godt imod af byens fattige børn, ikke mindst af børnene i Sct. Knudsby, som tog den i brug som skøjtebane den følgende vinter.