Kommunerne oplever i stigende grad grænseoverskridende adfærd over for medarbejdere med borgerkontakt. Derfor sætter Hjørring Kommune nu ind med en styrket forebyggende indsats mod vold og trusler.
Kommunen har fået bevilliget midler til et nyt projekt, der skal klæde ansatte bedre på til at håndtere konflikter og beskytte sig selv i pressede situationer.
Alle medarbejdere med borgerkontakt vil som en del af indsatsen gennemgå e-læringsforløb om konflikthåndtering, trusler om vold og vold. Forløbene udvikles i samarbejde med arbejdsmiljøeksperter fra Human House.
Samtidig iværksættes en særlig indsats i Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen, hvor 15 instruktører og 30 vejledere uddannes i Durewall Metoden®. Metoden bygger på principper om nænsomt nødværge og deeskalering, hvor medarbejdere lærer at indgå i konflikter og udadreagerende adfærd med fokus på at beskytte sig selv og borgeren.
Mandag den 4. maj tog projektet et vigtigt skridt fremad, da undervisere fra Durewall Instituttet besøgte Hjørring Kommune for at påbegynde uddannelsen af de første instruktører og vejledere.
”Vores medarbejdere skal kunne gå trygt på arbejde og føle sig godt rustet til at håndtere de svære situationer, der kan opstå i mødet med borgerne. Samtidig handler det om at sikre, at konflikter håndteres professionelt og med respekt for alle involverede,” siger projektleder Anne Ørbæk.
Med projektet ønsker Hjørring Kommune at skabe endnu tryggere rammer for både ansatte og borgere i de mange møder, der finder sted hver dag på kommunens arbejdspladser.


