Hjørring Kommunes Økonomiudvalg skal på et møde den 11. februar behandle et forslag om en justering af sammensætningen af kommunens Erhvervsråd.
Det sker efter, at forvaltningen på baggrund af Byrådets konstituering har udarbejdet et nyt oplæg. Forslaget skal sikre, at rådet fortsat afspejler den politiske og administrative organisering på de områder, erhvervspolitikken berører.
Erhvervsrådet blev etableret i 2020 som et dialogforum mellem kommune, erhvervsliv og politiske beslutningstagere. Rådet fungerer som koordinerende organ for udmøntningen af kommunens erhvervspolitik, senest opdateret i forbindelse med erhvervspolitikken “Sammen om løsninger”, som trådte i kraft i 2024. Rådet blev nedsat i sin nuværende form i februar samme år.
Da erhvervspolitikken involverer både Økonomiudvalget, Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget, vurderer forvaltningen, at alle tre områder skal være direkte repræsenteret i Erhvervsrådet. Forvaltningen foreslår derfor en udvidelse, så både formanden for Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget og 1. viceborgmesteren fremover får plads i rådet.
Med de foreslåede justeringer vil Erhvervsrådet bestå af følgende medlemmer:
- Borgmesteren (formand)
- Erhverv Hjørrings formand (næstformand)
- Erhverv Hjørrings direktør
- Repræsentant for Dansk Industri med tilknytning til Hjørring kommune
- Repræsentant for Dansk Erhverv med tilknytning til Hjørring kommune
- Repræsentant for 3F Skagerrak
- Op til 6 aktive erhvervsledere, der repræsenterer kommunens styrkepositioner eller strategiske indsatsområder
- Formand for Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget
- Formand for Teknik- og Miljøudvalget
- 1. viceborgmester
- 2. viceborgmester
- Kommunaldirektør
- Børne- og Arbejdsmarkedsdirektør
- Teknik og Miljødirektør
- Erhvervschef
Forvaltningen oplyser, at der ikke er økonomiske, sundhedsmæssige eller personalemæssige konsekvenser af ændringen.
Forslaget blev tidligere på måneden behandlet i Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget, som godkendte indstillingen.
Udvalgets anbefaling sendes nu videre til Økonomiudvalget og efterfølgende Byrådet.
Læs mere her om Hjørring Kommunes Erhvervspolitik 2024-2032.



Hvis både borgmesteren og 1. viceborgmesteren sidder i rådet, er det så ikke lidt vel meget at 2. viceborgmesteren ligeledes skal have sæde?