Vandhuset Park Vendia dannede søndag rammen om åbningen af DM Årgang Langbane 2026, hvor unge svømmetalenter fra hele landet de kommende dage skal konkurrere om medaljer, personlige rekorder og danske mesterskaber.
På vegne af Hjørring Byråd bød viceborgmester Per Møller (C) velkommen til svømmere, trænere, ledere, frivillige, forældre og øvrige gæster. Han fremhævede, at mesterskabet ikke alene handler om resultater, men også om den dedikation og det fællesskab, der ligger bag præstationerne.

I sin åbningstale pegede viceborgmesteren på, at de mange timers træning, de tidlige morgener og opbakningen fra trænere, familier og frivillige er en væsentlig del af de unges vej til mesterskabet. Han understregede samtidig, at idrætten er med til at skabe fællesskaber, livsglæde, sunde vaner og venskaber, der kan vare hele livet.
Per Møller fremhævede desuden Hjørring Kommunes stærke foreningsliv og glæden over, at byen endnu en gang lægger faciliteter til et nationalt mesterskab.
En særlig hilsen sendte han til de syv svømmere fra Hjørring Svømmeklub S68, som har kvalificeret sig til DM og dermed får mulighed for at konkurrere på hjemmebane.

Viceborgmesteren opfordrede alle deltagere til at nyde oplevelsen og yde deres bedste, samtidig med at han mindede om, at de største sejre ikke nødvendigvis måles i medaljer, men også i de personlige fremskridt, som følger med sporten.
Afslutningsvis rettede Per Møller en tak til Hjørring Svømmeklub S68, Dansk Svømmeunion samt de mange frivillige, dommere og officials, der har været med til at gøre mesterskabet muligt.
Med ordene “Hermed erklærer jeg DM Årgang Langbane 2026 for åbnet” satte viceborgmesteren officielt gang i mesterskabet og ønskede alle deltagere nogle gode dage i Hjørring. Både i bassinet og udenfor.


