Havde man ikke vidst bedre, kunne man denne torsdag formiddag have troet, at der fandt en demonstration sted på Den Grønne Plads i Hirtshals.
Her var imidlertid ingen protester, men derimod masser af glade private dagplejere og indehavere af pasningsordninger mødt frem sammen med endnu flere veloplagte børn.
Lokale Lene Pedersen, som til daglig driver dagplejen Guldsmeden i Hirtshals, havde nemlig som tidligere foromtalt endnu en gang indkaldt til en festlig komsammen på Den Grønne Plads foran Restaurant Lilleheden.
Dagplejere og private pasningsordninger fra Hirtshals, Horne, Åbyen og øvrige små byer i omegnen var på forhånd af Lene Pedersen blevet inviteret til eventen i Hirtshals.
Der blev indledt med rundstykker, juice og kaffe på den forblæste plads, hvor flere begejstrede børn hurtigt fandt de forsænkede metalkasser med vand. I skrivende stund spadserer deltagerne igennem byen for så igen at slutte på Den Grønne Plads.
Hirtshals Handel & Erhverv har velvilligt støttet det flotte arrangement, har Lene Pedersen tidligere fortalt, idet hun er blevet mødt med stor hjælpsomhed ikke mindst af handelschef Per Martensen.
Arrangement vil blive gennemført hvert år sidst i maj, da arrangøren synes, at der er brug for at vise den store professionalisme, som hun og hendes kolleger viser, når de arbejder med andre menneskers børn.
Den 30. november i år vil der være et lignende arrangement med julemand og gaver.
Foto: Niels Skipper.
Så må man jo håbe at alle dagplejere bliver inviteret til November