Når North Sea College dukker op til Naturmødet med M/S Athene skal en række skoleklasser om bord på skoleskibet for at blive klogere på livet som erhvervsfisker. Der er arrangeret forskellige aktiviteter, som skal gøre eleverne klogere på livet til havs.
Erhvervsfiskerlærlinge vil blandt andet hoppe i vandet med sikkerhedsudstyr på, og de besøgende skoleklasser får mulighed for at komme ombord i en redningsbåd på land – og man kan selvfølgelig smage tørret fisk. Ud over skoleklasserne er alle andre interesserede velkomne ombord.
Athene fungerer som et flydende klasselokale, hvor gæster kan få et realistisk indblik i hverdagen på havet og de kompetencer, der kræves i det maritime erhverv.
– Vi vil gerne fortælle de gode historier om unge, der trives hos os og drømmer om en fremtid på havet. Samtidig vil vi vise, at der er gode jobmuligheder og flere veje videre i uddannelsessystemet, siger uddannelseskonsulent Sussi Jensen fra North Sea College.
Mød elever og undervisere
På kajen og ombord vil både erhvervsfiskerlærlinge og konsulenter stå klar til at fortælle om uddannelserne og livet på skolen, og der er god mulighed for en uformel snak om alt fra optagelse til jobmuligheder.
Undervisningsskibet Athene og North Sea College kan findes på plads 63 under Naturmødet, og skippere og andre fra branchen er meget velkomne til at kigge forbi til en snak om uddannelse, samarbejde og fremtidens behov i erhvervet.



