Af Hugo Frank Andersen
Tårs
Du bliver ikke gammel, med det liv. En sætning, jeg nu har hørt på i 50 år. I dag siger de samme mennesker til mig, jeg er ved at være gammel.
Og ja. Årene er gået. Og jeg fortsatte det liv, de mente ville slå mig ihjel. 40-60 cecil om dagen. God mad, det man sagde, jeg ville dø af, sammen med smøgerne. Og indtil for 10 år siden, også en pæn ration alkohol, uden dog at være i nærheden af det, andre mente.
I de år, har jeg desværre oplevet en del mennesker, der fornægtede sig selv disse goder, falde bort. De har ofte levet som kaniner, pint sig selv i et motionscenter, forsaget tobak og levet efter en masse regler. De har rystet på hovedet af min levevis, gjort grin med mine holdninger. Jeg fylder snart 68, og er stadig i fuldt vigør. Er blevet lidt langsommere, men det bliver alle med årene.
Jeg spørger bare: Hvordan ved disse sundhedsguruer, jeg ikke bliver gammel? Ingen af dem, i hvert fald ikke ret mange, har levet så længe som jeg. De har en masse helbreds problemer, desværre, som jeg aldrig har kendt til. Jeg ved godt, jeg nu vover mig ud i noget, der kan give smæk. Men prøv nu at LEVE. Ikke alt er beskrevet i en bog. Ikke alt, hvad man påstår, vi skal gøre, holder vand.
Måske skulle man også kigge lidt til det, os der har levet længe, har gjort. Jeg ved ganske vist ikke, hvor lang tid, jeg har tilbage. Men intet tyder på, det er ved at være slut. Men jeg VED, jeg har LEVET. Stadig med 60 cecil om dagen. Andre ting er lagt på hylden. Næsten. Bare ikke af helbredsmæssige grunde.
LEV LIVET. Og dans, mens du kan.
Diskussionen om post