Af Hugo Frank Andersen
Byrådskandidat i Hjørring Kommune
Socialdemokratiet
“Er det ikke noget rødt, det hold”? Denne kommentar kom engang fra en af firmaets kunder, da jeg var asfaltformand.
Det var altså det, det hele kom an på. Ikke om vi kunne vores job, sådan rent fagligt. For det kunne vi. Så en sådan kommentar var meget upassende. Faktisk så upassende, at nogle i firmaets ledelse syntes, jeg skulle have det at vide. Men det fortæller noget om, hvor svært, det kan være, at være politisk aktiv på arbejdernes vegne.
Bemærkningen kom dog ikke bag på mig. Det er efterhånden en del år siden, og den ledelse, jeg dengang havde, var fornuftige nok til ikke at lade den få konsekvenser. Men senere fik jeg job et andet sted, og her blev jeg en dag kaldt ind til chefen. Beskeden lød, at hvis jeg agtede at være FOR politisk aktiv, måtte jeg være forberedt på at skulle finde mig et nyt job.
Det er naturligvis ikke lovligt. Men det var nok heller aldrig blevet den officielle grund til fyring. Men netop af den grund, kan det være svært, for ikke at sige umuligt, at en ansat i det private erhvervsliv, og samtidig være politisk aktiv. Det er et demokratisk problem. Og hvad er løsningen på dette? Jeg synes, det ville være godt for demokratiet, at få den debat bredt ud.
Jeg forsøgte mig dengang med, at fortælle ledelsen, at jeg ville mene, det ville være en god reklame for firmaet, at man gav sine ansatte plads til den slags. Jeg skal lige hilse og sige, det ikke blev godt modtaget. Faktisk lå det i kortene, at jeg lige skulle huske, hvem der betalte min løn. Så min lyst til politik, måtte jeg således lægge på hylden, indtil jeg selv bestemte over min tid.
Det er noget, jeg synes, man skulle se lidt på. Der findes NÆSTEN ingen almindelige, privat ansatte i politik. Er de så dumme? NEJ, bestemt ikke.
Ja det er det der sjældent bliver sagt højt, det er vi flere der har oplevet enten selv eller med kolleger!