Af Thomas Krog
Politisk chef i Muskelsvindfonden
TV2 Nord bragte tirsdag historien om Julies syv-årige kamp mod Hjørring Kommune for at få en ret basal hjælp. Sagen har påvirket Julie meget. Hun er voldsomt berørt af kontakten med kommunen og får ondt i maven, svedige hænder og hjertebanken, hver gang der er et brev fra kommunen i e-boks.
Det har nu stået på i mere end syv år. Julies sag er hjerteskærende fordi den handler om et menneske, der oplever et system, som ikke en gang vil anerkende helt officielle tal fra Danmarks Statistik. I stedet finder kommunen sine egne tal med det formål at nægte Julie hjælp. Det er frustrerende, uacceptabelt og underminerer selve retssikkerheden. Og Julies sag er blot en af mange.
“…antallet af sager og den samlede udbetaling kan variere fra år til år, uden at det nødvendigvis afspejler en politisk ændring”, siger udvalgsformand Lone Olsen (V) til TV2 Nord. Udtalelsen er dog milevidt fra virkeligheden. Ifølge Danmarks Statistik har kommunen skåret massivt på hjælpen igennem flere år.
I 2016 fik 155 voksne i Hjørring Kommune den slags støtte, som Julie nu nægtes. I 2024 er tallet nede på 41 personer – et fald på vilde 73,5 %.
Det betyder, at kommunen årligt har “sparet” over 1,7 millioner kroner – penge, der er taget direkte fra støtteordninger, som skulle sikre mennesker med handicap muligheder for at leve et liv så vidt muligt på lige fod med andre.
Politikerne må tage ansvar
Kommunens behandling af Julie skaber utryghed hos andre borgere med handicap: “Hvad hvis jeg bliver den næste?” Det er ødelæggende for trygheden og tilliden til kommunen. Og Hjørring Kommunes politikere kan ikke længere gemme sig bag forvaltningens fejl og spareplaner. De må træde i karakter – ikke bare i Julies sag, men for alle de borgere, der er fanget i samme system.
Jeg foreslår:
En grundig politisk gennemgang af alle hjemviste og klagede sager.
En politisk målsætning om, at man maksimalt må underkendes i 10 procent af de sager, Ankestyrelsen behandler.
Dialog og samarbejde med handicaporganisationer, så sagsbehandlingen bliver menneskelig og lovmedholdelig.
Muskelsvindfonden har brugt rigtig mange timer på at hjælpe Julie i det meget lange forløb. Det må ikke være sådan, at kun dem med overskud eller en organisation i ryggen får deres rettigheder anerkendt. Politikerne i Hjørring må tage ansvar – nu. Ret fejlene. Genopbyg tilliden. Det handler ikke om velgørenhed. Det handler om respekt, retssikkerhed og retten til et værdigt liv.
Link til relateret artikel hos TV2 Nord: I syv år har Julie med muskelsvind fået afslag: – Denne her skal de ikke have lov at vinde | TV2 Nord
Thomas Krog er i disse uger også kandidat for SF, men ikke til byrådet i Hjørring Kommune.



Første skridt må absolut være at fyre de narcissistiske tosser på jobcentret som ikke kan finde ud af at følge loven.
Mon ikke nogle politikere har givet dem en besked ??– Finansieringen af førtidspensionen til c 55000 importerede invasive velfærdsimmigranter har politisk 1. prioritet. Partierne er velkendte.-
Kommunen sparer sig fattig. Der er sket så store besparelser de sidste år, at borgere med handicap bliver mere og mere plejekrævende og ofte udadreagerende. Personalet flygter, så dyre vikar løsninger er nødvendige. Hele plejesektoren trænger til en rusketur. Ledelsen skal have fokus på arbejdsglæde og medarbejderne skal blomstre, vandes, gødes og passes på. De fortjener meget bedre vilkår.
Det er en kulturændring der skal til. Og ALT der er fejet ind under gulvtæppet skal erkendes og gøres noget ved. Fremadrettet bliver der flere der har brug for pleje, og der er færre til at arbejde i plejen. Hvis ikke der snart sadles om, bliver der virkelig store udfordringer. Sig ikke I ikke var informeret 🙉🙉🙉🙉
Glade og trygge medarbejdere arbejder meget bedre end trætte og udmattede medarbejdere.