Søndag den 15. februar kl. 13.00 bliver der igen kolde gys og god stemning i havnen ved Hirtshals Redningsstation, når titlen som Årets Havkattekonge skal afgøres i Hirtshals.
Arrangementet har været afholdt siden overlevelsesdragter blev gjort obligatoriske på fiskefartøjer. Oprindeligt blev begivenheden skabt som en praktisk og alvorlig anledning til, at fiskerne én gang om året kunne teste deres dragter i virkelige forhold, samtidig med at der blev sat fokus på sikkerhed til søs.
– Årets Havkattekonge startede faktisk som noget meget jordnært. Det handlede om sikkerhed og om at give fiskerne erfaring med overlevelsesdragterne. Med tiden har det udviklet sig til en tradition, hvor fællesskab og spas fylder mere, men grundtanken om sikkerhed er stadig vigtig, fortæller Niels ”Niller” Christian Nielsen, formand for Hirtshals Fiskeriforening.

I dag er arrangementet en fast vintertradition i Hirtshals, hvor tradition, fællesskab og vintermod går hånd i hånd. Eventet afholdes i samarbejde mellem Hirtshals Redningsstation og Hirtshals Fiskeriforening og tiltrækker både modige deltagere og masser af tilskuere på kajen.
– Det er en begivenhed, der samler byen. Der er plads til grin og konkurrence, men det hele foregår under trygge rammer og med redningstjenesten klar, lyder det fra Claus Olsen fra Hirtshals Redningsstation.

Deltagerne hopper i havnen iført overlevelsesdragter og kæmper om æren og titlen som havkattekonge, mens publikum følger med fra kajen. Efter arrangementet bydes der på gratis fiskefrikadeller, så ingen går sultne hjem.
Smugtræning er tilladt, men deltagere skal selv medbringe overlevelsesdragt. Dragter kan ikke lånes.
Alle er velkomne til at kigge forbi, når Hirtshals igen skal finde sin nye Havkattekonge.
Arrangører er Hirtshals Redningsstation og Hirtshals Fiskeriforening.
Tid: Søndag 15. februar kl. 13.00
Sted: Havnen ved Hirtshals Redningsstation



