Af Arne Nygreen Gleerup
Svanelundsbakken 18, 1. mf.
Hjørring
Jeg flyttede i sommeren 2020 hjem til Hjørring efter 30 års fravær. Jeg har i alle de år jeg boede på Nørrebro i København fulgt med i, hvad der skete i min gamle by og kommune. Jeg kom her også regelmæssigt på familiebesøg igennem alle årene.
Men nu da jeg har bosat mig her igen er jeg begyndt at følge mere intenst med i lokalpolitikken. Det gør jeg primært via TV 2 Nord og NordsøPosten. Jeg har altid interesseret mig for politik og var de sidste år inden jeg flyttede fra Hjørring i 1990 formand for den lokale SF-partiforening. Har siden (2004) meldt mig ud af SF.
Jeg har erfaret, at noget af det, der kendetegner mange af indlæggene om lokalpolitikken i Hjørring Kommune er, at borgmesteren tillægges næsten diktatoriske beføjelser. Jeg har ligeledes erfaret, at embedsmændene tilsyneladende har meget store beføjelser i kommunen og kan træffe en lang række beslutninger på egen hånd udenom de politiske udvalg og udenom byrådet.
I en konkret sag, sagen om oprettelsen af vaccinationscentret i Bagterphallen og de deraf følgende anlægsudgifter, har jeg konstateret, at alle beslutningerne er truffet på embedsmandsniveau og at hverken de politiske udvalg eller byrådet har været involveret. Byrådet er ”bare” på et tidspunkt blevet orienteret om, hvad der er foregået via en mail fra kommunaldirektøren.
Embedsmænd har besluttet at vaccinationscentret skulle ligge i Bagterphallen. Embedsmænd har besluttet, at de eksisterende dobbeltdøre i hallens indgangsparti skulle udskiftes og erstattes af en dobbeltskydedør. Embedsmænd har besluttet, at der skulle anlægges 56 nye p-pladser ved hallen. Embedsmænd har besluttet, at der skulle opsættes et midlertidigt mobilt handicaptoilet ved hallen.
De samlede udgifter for kommunen i forbindelse med beslutningen om at placere vaccinationscentret ved Bagterphallen beløber sig til ca. 850.000 kr. Dette beløb er ikke bevilget af det politiske niveau, men er indtil videre afholdt af kommunens kassebeholdning. På et eller andet tidspunkt bliver politikerne formentligt bedt om at bevilge beløbet og samtidigt beslutte, hvor pengene skal tages fra.
Det skal lige nævnes, at i hvert fald mindst et byrådsmedlem ved de seneste to års budgetforhandlinger forsøgte at få projektet med de nye p-pladser med i budgettet. Men begge år blev projektet prioriteret ud. Men blot nogle få måneder efter vedtagelsen af det seneste budget bliver projektet så realiseret af embedsmændene.
Nu er det så jeg sidder tilbage med nogle spørgsmål:
- Hvilken betydning har det, hvem af de mange kandidater til kommunalvalget i november jeg stemmer på, når byrådet overlader beslutningerne til embedsmændene?
- Hvornår har byrådet vedtaget de meget vide rammer, som embedsmændene agerer under og hvorfor har det gjort det?
- Er der en eller flere af byrådets medlemmer, der føler sig reduceret til gummistempler og/eller lidt til grin?
Jeg er stærkt i vildrede og ved ikke hvor jeg skal sætte mit kryds til november.