Af Brian Lykke
Kunster og ejer af Galleri Matique
Hjørring
Brian Lykkes spændende serie af malerier med bamser som historiefortællere og debatskabere kan både ses og købes lørdag og søndag i Skagen Sportscenter, når Laila Holt og Benny H. Bederholm fra Tversted i Pinsen arrangerer en spændende antik-kunst-design messe i Skagen. Som optakt har kunstneren skrevet denne kronik:
Vi lever i en tid, hvor næsten alt i kunstens verden skal være pænt, harmonisk og let at indrette sig med. Væggen i stuen kræver sin ”Bo Bedre” æstetik, og gallerierne leverer. Men hvor er den kunst, der kradser? Hvor er de værker, som ikke bare skal hænge dér og være smukke, men som vækker ubehag, vrede, eftertanke – ja, måske endda protest?
Når skærmen overtager
Et oplagt eksempel er den altoverskyggende skærmtid. Forældre skælder børnene ud for at sidde for meget foran en iPad, mens de selv tjekker arbejdsmails ved middagsbordet eller scroller tankeløst på telefonen. Den moralske pegefinger er nem at rette mod den yngre generation, men reelt set er vi alle fanget. Her kunne billedkunsten spille en afgørende rolle. Tænk værker, der råt, direkte og uden filter udstiller vores afhængighed – installationer, hvor publikum tvinges til at stirre ind i lysende skærme, indtil de mærker trætheden i øjnene. Eller malerier, hvor familiernes samvær er reduceret til blålige ansigter i mørke stuer. Kunsten kan vise os det, vi ikke selv orker at se.
Undersøgelser viser, at børn stopper med at lege, når de starter i skolen. Hvor er barndommen blevet af?
Hvorfor protesterer vi ikke længere?
Der er en mærkelig resignation i tiden. Klimaprotesten, som for få år siden fyldte gaderne, er langsomt sivet ud i luften. Unge mennesker, som burde være vrede over at arve en planet på randen af kollaps, er i stedet fanget i en kultur, hvor likes og selvfremstilling betyder mere end konfrontation. Hvorfor er vi blevet så bange for at provokere? Måske fordi vi er blevet lært, at alt skal være “positivt”, “konstruktivt” og “delbart”. Det, der er ubehageligt eller forstyrrende, får ikke plads.
Bo Bedre-kunstens tomrum
Den pæne kunst er blevet en parallel til vores Instagram-filtre. Alt skal se godt ud, være afstemt i farver og passe ind i et Sofaarrangement. Men kunstens væsen er netop at være utilpasset. At skære ind til benet, så vi mærker, at noget er galt. Vi har brug for værker, som vi ikke kan gå forbi uden at føle os ramt – værker, der tvinger os til at stoppe op og spørge: Hvad fanden er det, vi er i gang med?
Fra modstand til markedslogik
Kunsten er ikke immun over for denne udvikling. Tværtimod er kunstfeltet selv underlagt markedslogikker, hvor værdi måles i synlighed, salgbarhed og institutionel anerkendelse. I en sådan kontekst kan den provokerende, ubehagelige eller decideret konfronterende kunst hurtigt fremstå risikabel – både for kunstneren og for de institutioner, der skal formidle den. Resultatet er en tendens til at prioritere kunst, der kan integreres i en æstetisk og økonomisk orden, frem for kunst, der bryder den.
Kunsten som modstand
Vi har glemt, at kunsten kan være protest. Vi har glemt, at billeder kan være råb, ikke bare dekoration. Måske er det tid, at de unge – og vi alle – kræver kunsten tilbage som et sted for oprør.
Vi skal have værker, der tør råbe, hvor vi andre tier.
Billedkunsten skal ikke være et pænt bagtæppe, men et spejl, vi har svært ved at se os selv i.
For hvis kunsten ikke længere gør os urolige, hvem eller hvad skal så?
Hvad er kunstens opgave?
Dermed rejser spørgsmålet sig: Skal kunsten primært være et dekorativt supplement til hverdagen – eller skal den fortsat være et sted, hvor samfundets blinde pletter eksponeres? Hvis man vælger det sidste, må man også insistere på, at kunsten skal turde gøre os utilpasse. Den skal turde vise os det, vi helst vil undgå: vores digitale afhængighed, vores klimatiske ansvarsfralæggelse, vores manglende mod til at konfrontere magtstrukturer.
At få protesten tilbage i billedkunsten er ikke blot et spørgsmål om kunstnerisk strategi. Det er et spørgsmål om, hvilken rolle vi som samfund vil tillægge kunsten.
Hvis vi kun tillader den at være pæn, mister vi et af de vigtigste rum for kritik, refleksion og forandring.
Brian Lykkes bamse-malerier kan ses og købes i pinsen i Skagen….
