Skulle Danmark blive krigsramt, vil jeg foreslå, at vi begynder genopbygningen af nationen med udgangspunkt i Hjørring, skriver Mads Zacho Teglskov i søndagens Politiken.
Som indfødt vendelbo er det naturligvis svært at være uenig i det synspunkt, som udfoldes i en klumme, der begynder med det vovede postulat, at der ingen byer findes i Danmark, hvor andelen af vidunderlige mennesker er så høj, som den er i Hjørring.

– Det har næsten udviklet sig til at være en decideret mani, at når jeg møder et menneske fra Hjørring, bliver jeg nødt til at lære vedkommende lidt bedre at kende, og konklusionen er den samme hver eneste gang: Her var endnu et storartet menneske, endnu et produkt pølet ud af denne ufejlbarlige vendsysselske charmefabrik, lydr det vider hos Mads Zacho Teglskov.
– De må pøle et eller andet særligt i vandet deroppe mellem Sindal og Lønstrup, og jeg vil for fremtidige generationers skyld anbefale, at der sporenstregs bliver taget nogle prøver med henblik på at isolere det stof, der skaber det hjørringensiske særpræg, så Novo Nordisk kan komme i gang med at lave en Hjørring-pille, foreslår klummeskribenten i Politiken.
Hvorvidt han selv har kigget dybt i bægeret med ironi eller mener sin lobhudling af hjørringenserne alvorligt, må man altså selv vurdere ved læsning af søndagens Politiken.
Formentlig har de udspekulerede københavnere gemt den bag en betalingsmur for at lokke alle os vendelboer og i særdeleshed hjørringenserne til at få kortet op af læderet.
Rigtig god søndag.


