Mens de store arrangementer mange steder til Sankt Hans samler hundredvis af gæster, blev den traditionsrige midsommeraften tirsdag markeret i mere intime og hyggelige rammer ved Hirtshals Kro.
Hanne og Per Windahl Jensen var værter for det, som flere af de fremmødte igen i år beskrev som byens hyggeligste Sankt Hans. Vejret viste sig oven i købet fra sin bedste side, om end tæpper først på aftenen blev trukket frem.

Her sørgede musiker Chris Borup for den gode stemning med levende musik i solskinnet, mens snakken gik livligt blandt de mange fremmødte. Samtidig blev den traditionelle heks behørigt placeret over bålfadet på parkeringspladsen ved kroen, mens nogle gæster blev opfordret til at flytte deres biler, inden bålet skulle tændes.

Før aftenen lækre tre retters menu blev serveret, blev der skænket bobler til gæsterne og bålet blev tændt som et naturligt samlingspunkt for midsommeraftenens fejring. Her var der ingen båltale, men Yvonne Hansen sang til gengæld englesmukt for på den traditionsrige Midsommervise.
Efter fællessangen fortsatte aftenen med spisning, hygge og musik. Chris Borup vendte nemlig veloplagt tilbage og satte lydspor til resten af aftenen, mens gæsterne nød maden og samværet i de stemningsfulde omgivelser med udsigt over Skagerrak.


