Efter en tur op i Hirtshals Fyr sidst på eftermiddagen mødte jeg denne søndag Mogens Mortensen. Måske har jeg været forpustet og beklaget min åndenød. I hvert fald havde den erfarne frivillige, som er forhenværende landmåler, fluks et rigtig godt råd.
Mogens Mortensen viste mig nemlig, hvordan man går op ad trapperne uden at syre til i bentøjet, hvilket man med alderen får lettere og lettere ved, når man stiger til vejrs, hvad enten det er Prædikestolen i Norge eller diverse trapper hjemme i Hirtshals.

Man skal simpelthen bare sørge for at strække benene helt ud for hvert trin opad. Ellers svarer det angiveligt til at køre på cykel med sadlen indstillet alt for lavt, forsikrede Mogens Mortensen.
Således godt og grundigt oplyst om den mest hensigtsmæssige brug af bentøjet ved opstigning lovede jeg naturligvis at teste det god råd, næste gang jeg skal de 144 trin op til toppen af Hirtshals Fyr.