Lige før jul lykkedes det min kone at sikre os en sidste øjebliks fælles gave i form af billetter til en koncert med Allan Olsen på Gårdbogård…
Æh… Gårdbogård er det ikke noget med en sø, der ikke er der og Danmarks nordligste herregård..? Men koncerter..?
Den er god nok… Et hurtigt tjek på hjemmesiden Gårdbogård godtgjorde, at den var rigtig god nok…
Så vi startede forleden ellerten med henblik på at eliminere unødig kørsel på den store dag 19. marts, hvor Olsen garanteret inspireret af omgivelserne vil synge om rimmer og dopper og Rimmerby Strand, og for at få et indtryk af stedet, som på en eller anden måde har haft et vist skær af mystik og utilnærmelighed igennem mit 68-årige lange liv…
Ihvertfald har jeg som stor knægt slået søgræs og næsten personligt slæbt flere tons hø hjem fra bunden af Gårdbogård Sø, som da heldigt nok mange år forud var blevet tørlagt af driftige entreprenører, som levede højt på ånden fra 1864… Du ved… Hvad udad tabes, skal indad vindes…
Det helt store nerveprovokerende spørgsmål var altid… vil broen over afvandingskanalen holde… det gjorde den så både med hest og med traktor som fremføringsmiddel og ikke mindst på vej hjem, når vi sad øverst på hølæsset i knickers og opsmøgede skjorteærmer og hø over det hele… og solen skinnede altid… største trussel var de utallige og i perioder velorganiserede klægangreb, men de små blodsugere fik et klask, biddet en klat spyt, og så gik det bare derudaf mod den røddøende sol og Mormors gode mad i godt selskab…
Selv om jeg mest legede revolvermand i min fritid mellem turene til søbunden, så var det en tid, der godt kunne kalde på Anne Dorthe & Marias ”Indianer” og ”Ud under åben himmel”…
Måske skulle jeg tjekke, om der er ledige billetter til den 5. marts også…
Foto: Elling.
Diskussionen om post