Natur, kultur og kulinariske oplevelser kunne passende være tre nøglebegreber for familiens seneste tur med Norröna. Alle tre felter står nemlig afsindigt stærkt på Færøerne.
Naturen er et vilkår, mens maden er en nødvendighed, men derved adskiller den sig tydeligvis ikke fra kulturen. Færøerne er i de senere år virkelig kommet på det gastronomiske verdenskort.
Man behøver imidlertid ikke kigge efter Michelinstjerner. Det færøske køkkens kvalitetsløft mærkes nemlig helt ud på de fleste spisesteder især i Tórshavn.
Smyril Lines færge Norröna har dog igennem alle den halve snes år, hvor vi har rejst med Smyril Line, holdt et flot niveau ikke mindst i Skansagarður Buffet og gourmetrestauranten Munkastovan.
Skærtorsdag serverede Oliver i Munkastovan den lækreste menu med blandt andet muslinger til forret bogstavelig talt indhyllet i velduftende røg og lækker, lækker lammekrone til hovedret.
Langfredag fik vi færøsk tvistet frokost med højt belagt smørrebrød samme sted, mens der om aftenen blev serveret den traditionsrige Viking Buffet i Skansagarður.
Valkyrierne truede imidlertid undervejs med mytteri, hvis ikke snart det mandlige personale også tager sig sammen og kommer i vikingedragterne.
Mie, Charlotte og Monica virkede nu heldigvis ikke til at ville gøre alvor af mytteriet, før vi forhåbentlig er kommet helskindede fra borde i Hirtshals.
Link til tidligere artikler